Sæt aldrig punktum i Brønderslev-sagen

Af Frode Muldkjær

TV-billeder er sat i verden for at overbevise, bevæge og manipulere. Det må man sige, at DR's dokumentarudsendelse 'Børnene i Brønderslev' gjorde. Det var skræmmende. Jeg har ikke tal på, hvor mange gange, bestemte sætninger slog fast, hvor meget Brønderslev kommune har svigtet, og hvor mange gange, de undlod at gribe ind. Det var beskæmmende.

I udsendelsen, og i efterfølgende kommentarer til dommene over ægteparret, har der kun deltaget få ansvarlige fra Brønderslev. Deres troværdighed har desværre været på niveau med den svenske konges. Men forvaltningen i Brønderslev har også måtte tage hele skraldet. Alle ydmygelserne. Politikerne har været helt usynlige.

Da sagen første gang kom frem i dagens skumle lys, var borgmesteren meget på banen, men siden har hun været helt usynlig. Helt væk, og ikke andre fra hverken byråd eller socialudvalg har betrådt kommentarflisen. Det er yderst forunderligt, idet det er jo love, fortolkninger og signaler fra det politiske system, som forvaltningsfolk agerer efter.

Denne sags endelige ansvar ligger hos politikerne i Brønderslev, og hvis vi skal føre sagen helt til tops - også hos deres kollegaer på Christiansborg. Når socialministeren fremfører kritik af de tre indblandede kommuner, Lolland, Skanderborg og Brønderslev, for ikke at have taget affære, så vasker hun hænder, og det vand, der bliver tilbage i kummen, er ligeså snavset, som det børnene fra Brønderslev måtte leve med i årevis. De få gange der var vand i huset.

Hvem skal ha' ro?
Det byder sig selv, at når en tvangsfjernelse af 10 børn kan betyder en skatteprocentstigning på et par point for en lille kommune, så ligger børns tarv ikke ligefrem forrest på lokalpolitikernes handlebræt. Og uden refusion fra staten, så kan man heller ikke sige, at landspolitikerne giver udsatte børn høj prioritet.

Når socialministeren siger, at 'nu skal børnene fra Brønderslev have ro', så er det hende selv, der vil ha ro. Hun vil gerne lige have et break fra problemer og ansvar. Men det er ansvarlighed, børnene fra Brønderslev ønsker sig,. At voksne tager ansvar, og giver udsatte børn i Danmark de nødvendige forandringer til et bedre liv.

Det handler nok om penge, men ikke kun det. I lige så høj grad skal vi have en ny behandlingskultur. Forvaltningsystemets folk skal vise de accepterer, at børn har rettigheder. De skal forfølge pligten - samt udvise lyst - til a t snakke med udsatte børn om deres liv. At forvaltningen i Brønderslev ikke på noget tidspunkt talte med de involverede børn er fagligt så angribeligt, at det bør få konsekvenser.

Måden at sige undskyld på
Indenfor et tiår har der været alt for mange grimme sager, der har sat lige så grimme mærkater på forskellige byer. Der var Roum . Der var Tønder. Og nu så Brønderslev. Men tag nu Roum, hvad var det nu lige der skete der! Vi glemmer og ser fremad. Det er en styrke, men i visse tilfælde også en kostbar svaghed, der koster liv og velfærd.

Hvis politikere og forvaltningsfolk ikke ændrer grundholdning, og tager børn ved hånden, så går der ikke ret lang tid, så vil et nyt bynavn erobre nye for- og netsider. Det holder kun op, hvis vi bestemmer os for, at nok er nok. Sådan nationalt set, men også ude i Udkantsdanmark. For et samfunds værdi måles nemlig ikke ved antallet af sommerhuse, udenlandsrejser, realityshows, og nordiske madtempler, men ved den ene generations omsorg og beskyttelse af den næste.

Huset i Brønderslev var nok ud fra en nabobetragtning ikke bevaringsværdigt, og mange vil også gerne ha' sat et punktum, så man kan komme videre. Men udsatte børn i Danmark har så afgjort mest ud af, at der ikke bliver sat punktum. Kun ved at man fortsat husker sagen fra Brønderslev betyder, at der kan komme de ændringer, som er så nødvendige.

Det er måden at sige undskyld til børnene fra Brønderslev på.


Journalist og forfatter Frode Muldkjær