Lynchet for åben skærm

Af Niels Gorm Andersen, journalist

I kølvandet på DRs dokumentar om Brønderslevsagen må det være på sin plads med lidt refleksion - og et personligt pip her fra køkkenbordet hjemme hos den onde sagsbehandler.

Jeg er gift med Inge, den socialrådgiver som medvirkede i dokumentaren mandag den 6. juni - og udtalte sig om sin håndtering af den tragiske sag.
I den stormfulde uge der fulgte nåede hun at få cirka 110 hademails og Facebook-tilsvininger fra folk i det ganske land, hvoraf de 25 lige nu efterforskes af politiet. Dertil kommer en fortsat strøm af chikane-opkald på telefonen, forsidebilleder og netafstemning på Ekstra Bladet om Inge bør fyres, hadegruppe på Facebook og indkaldelse til protestdemonstration og så videre og så videre.

Dette lidet klædelige efterspil bør fremkalde røde øren på redaktionen i DR. For hvordan filan kunne et TV-program fra statsradiofonien medvirke til at få et så voldsomt had op i folk?

Syndebuk
Hvordan kunne den folkestemning, der under hele Brønderslevsagen vel kan betegnes som en bred harme rettet mod det kommunale system, pludselig forvandles til en frådende lynchstemning, rettet mod en enkelt navngiven person?

Det pinlige og ubehagelige svar er, at programmet måske ikke havde mere på hjerte end det.
Folket krævede en syndebuk. Den syndebuk leverede programmet. Og det blev så min hustru. Punktum.

Jeg er selv journalist og har arbejdet med professionelt TV i tyve år. Jeg kender kort sagt virkemidlerne, metoderne og processen bag dokumentargenren - og som tilrettelægger på en lang række programmer har jeg oven i købet, ironisk nok, arbejdet tæt-tæt sammen med folkene bag dokumentaren her.

Normalt dygtige TV-folk, der kan deres håndværk til fingerspidserne. Men programmet her kuldsejlede totalt.

Kunsten at lurepasse
Allerførst bør man selvfølgelig se kritisk på, hvorfor en kommunal mellemleder hives op på skafottet og udstilles for det ganske land som medskyldig i en så alvorlig socialsag?

Hvorfor droppede DR interviewet med den øverst ansvarlige direktør i Brønderslev, så den underordnede sagsbehandler Inge Gorm Andersen pludselig stod muttersalene overfor en million TV-seere?

Svaret er såre simpelt: hun er den eneste der indrømmer fejl i sagen. Intetanende taler hun altså sig selv ind på posten som programmets absolutte hovedskurk - blot fordi hun medvirker åbenhjertigt og ærligt.
Er det en fair rollefordeling? At et dokumentarprogram, som ellers frejdigt postulerer at ville kortlægge tragedien, fordeler skyldsspørgsmålet i sagen efter hvem der snakker mest?

Sandelig dystre perspektiver for dokumentargenrens fremtid...

Hvordan går det for eksempel til, at Lolland Kommune slap med en lillebitte birolle? Vi snakker trods alt om den kommune, som Ankestyrelsen har pålagt hovedansvaret for Brønderslevsagen - og som har fået millionregningen for anbringelsen af alle børnene.

Man kan åbenbart lurepasse sig ud af skurkerollen ved kun at ville 'udtale sig om sagen i begrænset omfang'?

Bekvem pointe
Hvorfor blev børn- og ungechef Klaus Marius Hansen slet ikke spurgt til den bizarre praksis, at Lolland forærede 46.000 skattekroner i flyttehjælp til forældrene og de ti børn, så de kunne eksportere sig selv til Jylland?

Næste stop Skanderborg får en urkomisk rolle i fortællingen. Den østjyske kommune bliver fremstillet som et idyllisk smørhul, hvor der er masser af penge og ressourcer - og hvor socialt udsatte familiers hjem prompte bliver invaderet af stålsatte socialrådgivere bakket op af en massiv politistyrke.

På samme vis bliver Langeland hyldet som en handlekraftig kommune, der storfløjtende braser ind i folks hjem, mens familien stadig sidder i nattøjet og spiser morgenmad. 'Jojo, vi skal nok få fat i dem,' forsikrer souschefen i barsk tone.

Er vores samfund virkelig så langt ude, at dette afstumpede menneskesyn skal hyldes som et effektivt våben i arbejdet med socialt udsatte familier?
Det er i hvert fald DR Dokumentars bekvemme og politisk korrekte pointe ovenpå århundredets værste familiesag.

Skrupforkert juridisk morale
Det ender med at blive hele programmets grydeklare budskab, at vi bare kan gøre som Langeland og Skanderborg. At socialrådgivere altid kan komme ind i folks hjem. Og hvis døren er lukket, kan de fluks tilkalde politiet.

Den konklusion stempler sagsbehandleren fra Brønderslev en gang for alle: for hun lod sig jo afvise i døren - og tilkaldte ikke politiet. Det står nu klart for seerne, at her sidder en inkompetent og doven bondejokke, som ikke engang har gidet sætte sig ind i de regler hun er sat til at forvalte.

Det kæmpestore problem for DR Dokumentar er imidlertid, at programmets konklusion er 100 procent forkert.

Servicelovens paragraf 64 siger: Politiet kan bistå de sociale myndigheder - men det kræver i hvert enkelt tilfælde en politisk beslutning fra kommunens Børn- og Ungeudvalg.

Socialrådgiveren kan altså ikke - uanset mistanke - på eget initiativ tilkalde ordensmagten for at tvinge sig ind på et uanmeldt hjemmebesøg. Om igen, DR!

Dæmoniseringen fuldbragt!
Programmets slutning viser hvor grueligt galt det kan gå, når man tankeløst jonglerer rundt med TV-mediets kraftfulde dramaturgiske virkemidler.

Vi zoomer helt ind på sagsbehandleren, der indrømmer at man troede på faderen - og så klipper programmet til den misbrugte datter Michelles bevægende gensyn med huset i Serritslev, gensyn med overgrebene og volden.

Det er fjernsyn, der rammer direkte ind i underbevidstheden: skinger musik, Michelle der græder, tomme staldbygninger og nærbillede af koldbrand kobles sammen med billedet af den onde sagsbehandler igen og igen. Seernes vrede vokser til had - og had vokser til hævntørst - og hævntørst til lynchstemning.

Voila!
Og Voila! - her slutter programmet. Vi har en syndebuk, mine damer og herrer!

Folkets dom faldt da også prompte: på sølle ti minutter tikkede mellem 30 og 40 hade-mails fra hele landet ind på Inges arbejdstelefon. Og det endelige tal er som nævnt havnet omkring de 110, still counting.

Jamen, er det ikke bare prisen for at ha' været en del af det system der svigtede børnene så fælt? Er det ikke bare sådan klaveret spiller?
Nej, det er det simpelthen ikke.

Når man stiller op til diskussion af fejlene i en så alvorlig sag, så skal man kunne forlange af en public service mastodont som DR, at man ikke 'belønnes' med at blive hængt ud foran en million danskerne.

Ellers er det jo blot tale om gemen folkedomstols-journalistik.

Som ærligt talt ikke er DR Dokumentar værdigt.

Spørgsmål til DR
Internt i DR bliver programmet sikkert fejret som en succes. Men tillad mig at bryde ind i champagne-brunch'en med et par nødvendige spørgsmål:

• Føler tilrettelæggerne, at programmet gav en fair og balanceret fremstilling af de tre kommuners roller i Brønderslevsagen?

• Gør det indtryk at se det efterfølgende nationale had mod en enkelt medvirkende ? Og føler tilrettelæggerne et ansvar for den reaktion?

• Har DR Dokumentar et formuleret etisk regelsæt for behandlingen af medvirkende - og hvis ikke, bør man ikke skynde sig at skrive det?

• Mens proppen er taget af: Kan DR bekræfte, at de medvirkende Michelle og Martin er aflønnet med licenskroner for deres optræden? Og i så fald, hvad har de kostet?

• Endelig, har DR tænkt sig at rette den klokkeklare fejl i programmets konklusion:

Nemlig at socialrådgivere uden videre kan tilkalde politi-assistance til uanmeldte hjemmebesøg. Det er pivhamrende forkert - og decideret grundlovsstridigt - og bør måske rettes i et større forum inden den danske socialsektor går amok i politi-razziaer.

(Samtidig kunne Socialministeriet jo tjekke, om Langeland og Skanderborg virkelig misbruger politiets ressourcer til banalt dyneløfteri?)

Fast del af pensum
Jeg vil opfordre de danske journalistuddannelser til at bruge programmet som en fast del af pensum fremover. Som et illustrativt eksempel på, hvordan en TV-dokumentar kan piske folkestemningen op til kollektivt had, så den arme synder i hovedrollen modtager hademails allerede inden programmet er slut.

Pinligt klodset TV-håndværk - og i sidste ende jo farligt for den medvirkende.

Lyder jeg ømskindet? Ja, ved du hvad, man bliver sgu' så tyndhudet når ens kone og børn bliver truet.

Er jeg inhabil? Jeps, 120 procent - men det betyder jo ikke, at jeg ikke har ret.

Prøv at klikke ind på DRs hjemmeside og se programmet igen - og spørg bagefter jer selv:

Lykkedes det vitterligt for programmet at forklare det årelange kommunale svigt - og mekanismerne bag systemets fallit?

Eller var der blot tale om djævelsk dygtig social-pornografi med et twist af gabestok?


Kronikken er tidligere bragt i Jyllands Posten