
BRØNDERSLEV / LOLLAND: Da Brønderslev Kommune i februar 2010 sagde, at man havde gjort, hvad man kunne for børnene i Serritslev-sagen, var det ud fra den viden, man havde på daværende tidspunkt. Men den var ikke god nok erkender Brønderslev Kommune, som derfor har strammet op på en række procedurer.
- Jeg synes, det er på sin plads, at vi beklager, at vi ikke fjernede børnene noget før. Med den viden, vi har nu, burde vi have grebet ind, allerede da de kom til kommunen. Vi har nu ændret forskellige ting - f.eks. vil vi med det samme besøge en familie, hvis politiet giver os en underretning om, at børnene ikke har det godt. Vi skal i øvrigt følge bedre op på underretninger, som selvfølgelig heller ikke må blive væk. Vi sender nu to socialrådgivere sammen ud til de familier, hvor behovet for hjælp er stort, ligesom vi fremover kalder politiet til hjælp, hvis vi ikke bliver lukket ind ved uanmeldte besøg, siger Børne- og Kulturdirektør Henning Risager.
Ingen mistanke
Han er som sine ansatte rystet over den virkelighed, der er blevet rullet op i retten.
- Jeg kan godt se, at det fremstår som om, vi har gået rundt med skyklapper på i forhold til familien. Men vi havde ikke mistanke om vanrøgt og misbrug før efter anholdelsen.
Henning Risager mener derfor, at der er behov for, at kommunerne strammer op på papirafleveringerne, når familier flytter fra en kommune til en anden:
- Det er korrekt, at vi modtog en §50-undersøgelse fra Skanderborg. Sagsbehandlerne i Skanderborg Kommune konkluderede heri, at der ikke var grundlag for- ej heller behov for- at fjerne børnene. Da vi efter forældrenes anholdelse fik sagsakterne fra Lolland, tegnede der sig et helt andet billede af familien. Det er altså utroligt vigtigt , at kommunerne kan være sikre på, at alle sagsakter følger med disse familier, fortæller Henning Risager.
Blot seks måneder
Han er tilfreds med, at Ankestyrelsen har afgjort, at Lolland Kommune skal betale for anbringelserne.
- Jeg synes, det ville være urimeligt, hvis den kommune, hvor familien boede i seks måneder, skal betale regningen for en familie, systemet har kendt til i 15 år, og som man har hjulpet helt utilstrækkeligt.
Har Brønderslev Kommune fortrudt noget i forløbet? Til det siger Henning Risager:
- Vi har fortrudt, at vi ikke med politiets hjælp tiltvang os adgang til familiens hus, da vi kom på uanmeldt besøg i januar 2010. Samtidig burde vi også hurtigere, end vi gjorde, have reageret på politiets underretning i juli 2009 og øvrige underretninger. Og så beklager jeg, at dette forældrepar har været i stand til at snyde ikke bare os men også mange andre myndigheder til at tro på, at behovet for hjælp var meget mindre, end det reelt har vist sig at have været. Jeg er glad for, at sagen nu er slut, så børnene forhåbentligt nu kan få fred og ro. De har været igennem en hård periode med meget medieomtale.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.