ALBERTSLUND: Onsdagens afgørelse i Højesteret om, hvorvidt en skole i Albertslund forskelsbehandlede en kvindelig, muslimsk lærerstuderende, har ført til reaktioner fra såvel borgmester i Albertslund Lars Gravgaard Hansen (K) som flere landspolitikere.
- Det er godt, at der nu er kommet en endelig afgørelse i sagen. Den er måske ikke helt så tydelig, som vi kunne have ønsket os. Men den stadfæster stadigvæk afgørelsen i landsretten, som frifinder os, mener Lars Gravgaard Hansen.
Han tilføjer, at Albertslund Kommune ønsker at være en moderne, fleksibel arbejdsplads, og understreger, at den har mange ansatte med ikke-vestlig baggrund, der gør et stort stykke arbejde, og som man sætter pris på.
- Vi skal huske på, at den her sag hverken handler om håndtryk eller religion, men om man kan sige nej til at varetage centrale dele af ens job. Det synes vi ikke, man bare sådan skal kunne, og det understøtter dommen fra Højesteret. Det er vi glade for, lyder det fra borgmesteren.
DD og S-politiker kræver lovændring
Flere landspolitikere vil efter højesteretsdommen have loven lavet om, skriver Berlingske.
- For mig at se får den her muslimske kvinde ret til at udøve forskelsbehandling – fordi hun nu har fået medhold i, at hun blev forskelsbehandlet. Det er meget, meget skævt, og det vil vi gerne kigge på, siger politisk ordfører Susie Jessen (DD).
Hun kalder det et fundamentalt grundprincip, at man i Danmark giver hånd.
Danmarksdemokraterne mener derfor, at der skal kigges på lovgivningen.
Det samme gør folketingsmedlem Ida Auken (S).
"Kvinder skal naturligvis også give hånd til mænd," skriver hun i et opslag på Facebook.
"Der er meget fysisk kontakt forbundet med at være lærer. Det må høre til en professionel lærers pligt, at man ikke gør forskel på kønnene," tilføjer hun bl.a.
Hilste uden at give hånd
Sagen går tilbage til foråret 2019, hvor den lærerstuderende deltog i et velkomstmøde på skolen, hvor hun var i praktik. Her blev hun præsenteret for sine vejledere.
Da en mandlig praktikvejleder rakte hånden frem for at hilse på hende, tog hun ikke hans hånd, men hilste på ham ved at lægge en hånd mod hjertet og bøje hovedet.
Herefter blev hun indkaldt til et møde på skolen, hvor hun fortalte, at hun afviste at give håndtryk til manden af religiøse årsager. Skolen stillede krav om, at hun skulle give hånd til alle personer uanset køn. Da kvinden afviste det, stoppede skolen praktikforløbet.
Højesteret frikender i sin dom kommunen for at betale godtgørelse til kvinden, men til gengæld skal Albertslund Kommune betale sagens omkostninger på 174.750 kroner til statskassen, fordi den lærerstuderende fik medhold i, at hun blev udsat for indirekte forskelsbehandling.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.











