Forholdet mellem politikeren og vælgeren har altid været anstrengt. Det ligger i sagens natur, at hvis man kæmper om definitionsmagten, så vil der springe gnister. Det er selve det moderne demokratis grundtone. Således osse mellem Silkeborgs vælgere og vores politikere, hvor vælgerne ønsker mere indflydelse en politikerne vil afgive. Fredensgård-diskussionen kan stå som eksempel, der endte med at kommunens politiske ledelse mfl. insisterede på, at de var valgt til at bestemme, færdig, slut, og det har de jo ret i. Sådan har det ikke altid været.

Ingen tænker sikkert over det, men der er ligheder mellem nutidige Silkeborg og Oldtidens Athen.

Selv idag kan man besøge selvsamme torv Agoraen i byen, som Sokrates og andre i dag fortsat velkendte kyrofæer, som Aristoteles og Platon bevægede sig rundt på for o. 2600 år siden. Silkeborg er nu snart 2600 år senere indrettet på samme måde.

Agoraen var stedet, hvor byens frie borgere mødtes. At være en fri borger betød at være mand, at være uafhængig af indtægt, altså arbejdsfri og være nogenlunde ved sine fulde fem. Denne måde at organisere sig på fik betegnelsen demokrati, i nutiden kalder vi det direkte demokrati.

Efter 1300 år og to revolutioner i henholdsvis Frankrig og USA vendte demokratiet tilbage, og efter yderligere krav om medindflydelse i statens forvaltning nåede vi osse i Danmark frem til etableringen af et borgerdrevet demokrati; men nu i en ændret form. I princippet foreskriver grundloven at valgte til folketinget kun er bundet af deres samvittighed, hvilket netop er den oprindelige, athenske demokratiforståelse, men praksis blev en anden, hvor klasseinteresserne blev dominerende af flere grunde, end der kan redegøres for her.

Demokratiet blev defineret som et indirekte demokrati af den forholdsvis simple grund, at det skulle kunne regulere samspillet mellem større befolkninger og større geografiske områder.

For dog at efterstræbe det oprindelige ideal om direkte medvirken, blev der defineret flere beslutningslag, hvilket i dag er baggrunden for den kommunale struktur, der er en deling af magten mellem den centrale stat, regionerne og den mere nærdemokratiske, “selvstyrende” kommune. Når selvstyrende er sat i gåseøjne, er årsagen, at centralstyringen i tiden med socialdemokraterne i 90’erne og Venstreregeringerne i nullerne reducerede kommunernes selvstyre løbende med reduktionen af antallet af kommuner i 2007 og ikke mindst central styring af kommunernes forbrug. Decentraliseringen, der havde været Venstres ledemotiv efter 2. Verdenskrig, blev i praksis reduceret drastisk ikke mindst inspireret af de neoliberalistiske vinde fra England.

Nu skulle man så tro, at venstrefløjens største parti, SF, ville sætte ind med forøget kraft i kampen for at bevare en decentraliseret magtdeling, men osse her blev man fanget ind af magtens logik. Man slog sig til tåls med lokalråd, en formaliseret borgerinddragelse, der lider af den svaghed, at den kun fungerer ude i periferien, og ikke er tildelt beføjelser. Den svaghed viste sig med tydelighed i forbindelse med borgeroprøret i Silkeborg, der udkrystalliserede sig for alvor i forløbet af Fredensgård-projektet, hvor såvel Venstre som SF var hardlinere, der kunne meddele, at borgernes indvendinger var uinteressante, mens S sad på hænderne.

Her døde borgerinddragelsen, ligesom lokale indvendinger vedr. byggerier i områdebyerne fremført af lokalrådene blev afvist af de samme partier med henvisning til det repræsentative demokratis ukrænkelighed.

Er det repræsentative demokrati så demokratiets endelige form?

I den aktuelle situation er kommunalbestyrelsen bemyndiget til at nedsætte udvalg efter kommunallovens § 17 stk. 4, kommunalbestyrelsen kan osse afholde bindende folkeafstemninger efter lovens 9 b stk. 1. Det er besynderligt, at muligheden for en folkeafstemning ikke er anvendt af de partier, der havde været med til at sikre muligheden, ligesom det er overraskende, at § 17 stk. 4 ikke er bragt i anvendelse i noget så vigtigt som Silkeborg bys udvikling.

Andre former for borgerinddragelse kan tænkes, når der skal opnås en bedre balance mellem politikere og borgere. At valgperioderne skal være 4 år er ikke hugget i sten.

Toårige valgperioder vil give borgerne bedre muligheder for hurtigere at korrigere uenigheder mellem borgerne og deres valgte repræsentanter. Hertil kunne knyttes bestemmelse om, at ingen kan genvælges mere end tre gange, og at beslutninger, der vil have omfattende indflydelse på infrastruktur og sociale vilkår eller manglende indsats på de områder, der er kommunale kerneområder fremlægges for offentligheden til bindende afstemninger.

Det indfører ikke det direkte demokrati, men sådanne forandringer, der næppe kan kaldes revolutionære, vil skabe mulighed for et tættere samspil, indtil mindset og teknologi kan garantere direkte inddragelse i den statslige og kommunale styring af fælles interesser. Det burde Venstre og SF kunne enes om, partiernes fortid taget i betragtning.

Mere borgerinddragelse bør være et tema i den kommende valgkamp. Kravet bør komme fra kommunens borgere, hvorfor borgerlister med dette tema bør byde ind herpå i god tid. Nydannelser kommer sjældent fra politikerne, når det drejer sig om egne positioner, så derfor må presset komme udefra.