Kommunerne får nu mulighed for at gå forrest i udviklingen af datadrevet vagtplanlægning på ældreområdet. En ny indsats i regi af KL åbner for, at interesserede kommuner kan søge rollen som skaleringsleder i et samarbejde, der skal styrke brugen af velfærdsteknologi og digitale løsninger.
Initiativet kommer som svar på de voksende udfordringer, kommunerne står overfor i de kommende år. Mangel på arbejdskraft, et stigende antal ældre borgere og øgede forventninger til den kommunale service lægger pres på især ældreplejen. Her kan datadrevet vagtplanlægning være et centralt redskab til at skabe mere effektive og gennemsigtige arbejdsplaner.
Vagtplanlægning er i dag en kompleks disciplin, hvor overenskomster, lovgivning, kompetencekrav og medarbejdernes arbejdstid skal balanceres med borgernes behov og individuelle ønsker. Med datadrevne værktøjer baseret på algoritmer kan planlægningen i højere grad automatiseres og optimeres, eksempelvis i hjemmeplejen, sygeplejen og på plejehjem. Samtidig forventes løsningerne at bidrage til en mere dynamisk og transparent fordeling af vagter.
Få erfaringer
Der er dog stadig begrænsede erfaringer med datadrevet vagtplanlægning i kommunerne. Derfor etableres et nyt skaleringssamarbejde, som skal modne og videreudvikle området.
Samarbejdet bliver organiseret som et todelt forløb over halvandet år. Først skal én kommune fungere som skaleringsleder og afprøve samt modne løsningen lokalt i cirka seks måneder. Herefter indgår tre øvrige kommuner i et fælles skaleringsfællesskab, hvor erfaringer deles, og løsningen videreudvikles over yderligere 12 måneder.
Den kommune, der påtager sig rollen som skaleringsleder, skal enten være i gang med eller stå overfor at implementere en løsning og have indgået aftale med en leverandør inden opstart. Derudover skal kommunen blandt andet have afsat ressourcer, udpeget en projektejer og opstille konkrete mål for projektet.
De deltagende kommuner skal ligeledes have valgt leverandør, afsat ressourcer og formulere klare målsætninger for deres deltagelse. Samarbejderne bliver leverandørspecifikke, hvilket betyder, at kommunerne i samme forløb skal anvende den samme løsning.
Ansøgningsfrister og opstart
Ansøgningen til rollen som skaleringsleder åbnede 4. maj, og fristen er 1. august. Der forventes svar senest 14. august. Herefter åbner ansøgningen for deltagerkommuner den 1. september med frist 1. oktober.
Skaleringssamarbejdet har som udgangspunkt opstart den 1. september, men der er mulighed for senere opstart i løbet af året, hvis det passer bedre for kommuner og leverandører.
Med indsatsen får kommunerne nu mulighed for aktivt at præge udviklingen af fremtidens vagtplanlægning i ældreplejen – et område, hvor digitale løsninger i stigende grad forventes at spille en afgørende rolle.
Læs mere om projektet her.
SRS
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.













