
Danske virksomheder skal ikke betale for en genbrugsplads, som de ikke bruger. Derfor besluttede miljøminister Karen Ellemann (V) omkring årsskiftet, at der skulle etableres en ordning, hvor virksomheder aktivt tilmelder sig som bruger af de kommunale genbrugspladser.
Forligskredsen på Christiansborg (S,SF, R, K, V og DF) er i dag, fredag, blevet enige om en sådan model, der skal erstatte virksomhedernes nuværende faste gebyr pr. 1. januar 2012. Det oplyser Miljøministeriet.
Ud fra et grundprincip om at forureneren skal betale for sit affald, skal virksomheder fremover aktivt melde sig til hos kommunen for at få lov til at aflevere erhvervsaffald på genbrugspladsen.
- Ingen virksomheder skal fremover betale gebyrer for brug af en genbrugsplads, som de slet ikke anvender. Nu skal virksomheder tilmelde sig for at kunne bruge genbrugspladsen, og det vil afskaffe unødige regninger til små virksomheder og mindske bureaukratiet i kommunerne. Jeg er glad for, at forligskredsen er blevet enige om en ny tilmeldeordning, siger Karen Ellemann.
Kraftig kritik
Folketinget indførte 1. januar 2010 'Gebyr for erhvervsaffald' for at give alle små firmaer mulighed for at komme af med affald på deres kommunale genbrugsplads. Denne ordning er blevet kraftigt kritiseret af erhvervslivet, siden den blev indført.
Den nye ordning er blevet til på baggrund af forslag udarbejdet af en arbejdsgruppe under Miljøstyrelsen med repræsentanter fra KL, Affalddanmark, RenoSam, Håndværksrådet, Dansk Erhverv, Dansk Byggeri, DI samt Dansk Transport og Logistik.
Gruppen har i løbet af foråret skullet finde frem til en model for, hvordan kommunerne skal indrette den kommende tilmeldeordning.
- Kommunerne kan selv vælge den model, der passer den enkelte kommune bedst. Det kan være abonnementer, klippekort eller betaling efter vægt. Og virksomhederne kan selv vælge, om de vil bruge kommunens genbrugsplads eller en privat affaldsordning. Dermed sikrer vi en fleksibel løsning for både virksomheder og kommuner, siger Karen Ellemann.
Forligskredsen er enig om, at det er vigtigt, at der er overensstemmelse mellem, hvor meget affald virksomhederne afleverer, og det de betaler.
Gebyrerne vil fortsat kunne variere fra kommune til kommune afhængigt af serviceniveau og antal tilmeldte virksomheder. Det er op til kommunerne at kontrollere, at de tilmeldte virksomheder ikke afleverer andet og mere, end det, der betales for.
Kompromissets kunst
Den nye ordning skal evalueres efter to år. I den forbindelse skal det blandt andet klarlægges, om der er overensstemmelse mellem, hvor meget affald virksomhederne afleverer, og det de betaler.
Arbejdsgruppen bag den nye model har været splittet mellem de aktører, der repræsenterer private alternativer til kommunernes genbrugspladser og repræsentanterne for de kommunale interesser. Håndværksrådet har været splittet. Det fremgår af de forskellige udkast til arbejdsgruppens anbefalinger.
Her fremgår det også, at den største knast for at blive enige har været, hvorvidt kommunerne skulle have lov til at fortsætte med en abonnementsordning, hvor en virksomhed betaler et fast årligt gebyr og derefter kan benytte genbrugspladserne frit.
Den ordning ønskede repræsentanterne for de private affaldsaktører udfaset inden for et år. De kommunale repræsentanter ønskede imidlertid at gøre det muligt at fortsætte med modellen en rum tid for derefter at evaluere på, om man har kunnet udvikle en model, der lever op til kravene om, at virksomhederne rent faktisk også betaler for den mængde affald, de leverer.
krn
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.