
Klimakommissionen sætter fokus på, at affald også i fremtiden vil være en væsentlig ressource til at producere fjernvarme og el. I 2050 skal 30 pct. af energien i Danmark således komme fra biomasse og affaldsforbrænding. Klimakommissionen peger på, at affald således uden tvivl er en af fremtidens energiressourcer.
- Her deler vi helt klimakommissionens verdensbillede, siger Mads Jakobsen, der er formand for RenoSam. Alt andet vil efter formandens opfattelse også være tåbeligt, idet affaldet indeholder væsentlige ressourcer til produktion af varme, el eller muligvis fremtidens biodiesel.
- Vi står med nogle ressourcer i form af affald, vi skal bruge med omtanke. Vores udfordring er, at behandle affaldet så vi får det maksimale ud af de ressourcer, vi har.
RenoSam mener derfor også, at der skal arbejdes intensivt med metodeudvikling samt forskning og udvikling af nye behandlings-teknologier.
Mads Jakobsen peger på, at det derfor også handler om at indrette afgiftssystemerne, så vi i Danmark kan holde på de ressourcer, vi nu engang har.
De danske afgifter på affaldsforbrænding er i dag indrettet på en sådan måde, at de efter 12. december i år vil give et betydeligt incitament til at eksportere erhvervsaffald til Tyskland og Sverige.
Situationen opstår på grund af, at affald til forbrænding i Danmark er afgifts-pålagt, medens dette ikke er tilfældet i vores nabolande. Sverige og Norge har afgifter på forbrænding, men afgifterne afvikles helt pr. 1. oktober i år.
De danske anlæg vil således være væsentligt bagud i et europæisk marked, med fri bevægelighed af erhvervsaffald til forbrænding. Det vil højest sandsynligt medføre, at meget betydelige mængder forbrændingsegnet erhvervsaffald vil forsvinde ud af Danmark.
- Vi står således overfor en grænsehandelsproblemstilling, hvor brændsel, der hovedsagelig er CO2 neutralt, vil forsvinde fra Danmark alene pga. det høje afgifts-tryk. Det er klart, at en sådan tåbelighed må laves om, siger Mads Jakobsen.
- Hvis vi skal virkeliggøre visionen om et fossilfrit samfund, skal vi ikke have en afgift, der skubber biomassen ud af Danmark, samtidig med at vi bliver nødt til at importere store mængder biomasse, til at sikre en fremtidig fossilfri energiforsyning - det vil jo virke helt molboagtigt".
RenoSam er foreningen af kommunale og fælleskommunale affaldsselskaber. RenoSams 41 medlemmer står for håndteringen af affald overfor ca. 3,6 mio. borgere i 72 kommuner.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.