AARHUS / VIBORG: Et nyt partnerskab, hArts, vil fremme brugen af kulturelle indsatser i sundhedsvæsenet.
Målet er at styrke både fysisk og mental sundhed hos patienter, personale og borgere, og indsatserne spænder fra levende musik på hospitaler til skriveværksteder i psykiatrien, dans for parkinsonramte og særlige sundhedskor.
Partnerskabet består i første omgang af Aarhus Kommune, Viborg Kommune, Aarhus Universitet, VIA University College, Det Jyske Musikkonservatorium, Randers Social- og Sundhedsskole, Region Midtjylland, Regionshospitalet Gødstrup og den nationale kulturinstitution Sangens Hus.
Ifølge regionsrådsformand i Region Midtjylland Anders Kühnau (S) er feltet i hastig udvikling.
- Vi oplever en stor interesse for de kulturelle løsninger i vores sundhedsvæsen. De skaber helt nye muligheder for både patienter og personale, siger han i en pressemeddelelse og peger på, at de især kan styrke mental trivsel og forebygge sygdom.
- Hvis vi skal udnytte mulighederne fuldt ud, har vi brug for mere samarbejde og et større overblik over mulighederne. Tankegangen skal ind i uddannelserne, og forskere skal forbindes med praktikere, siger han.
Skal samle forskning og praksis
Partnerskabet skal i første omgang fungere som forum for videndeling og udvikling af nye ideer.
Og i Aarhus Kommune sker arbejdet på tværs af afdelinger med både Sundhed og Omsorg og Kultur og Borgerservice som aktive partnere.
- Det handler i sidste ende om at skabe flere muligheder for, at alle kan opleve, hvordan kulturelle initiativer kan styrke sundhed og trivsel i hverdagen, fortæller rådmand for Sundhed og Omsorg Christian Budde (V).
Han bakkes op af kollega og rådmand for Kultur og Borgerservice Rabih Azad-Ahmad (R), der understreger, at der stadig er et stadig et stort og uforløst potentiale.
ap
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.





















