HK, som er blandt Danmarks største fagforeninger, har valgt 43-årige Mads Samsing som ny forbundsformand.
Det er sket onsdag ved en kongres, hvor Samsing blev valgt uden afstemning, da der ikke var nogen modkandidater, oplyser HK. Dermed tager Samsing et mere permanent skridt op som formand, efter at han i oktober blev konstitueret formand.
Det skyldtes, at hans forgænger på formandsposten, Anja C. Jensen, gik af 11 dage før tid, efter at Ekstra Bladet havde beskrevet en sag om arbejdsforhold på hendes hjemmeadresse.
Nu er Samsing, der er født i 1982 og har været tillidsvalgt i HK siden 2012, ikke blot konstitueret formand, men også valgt.
- Jeg er stolt af at være HK's nye forbundsformand, og jeg glæder mig til at stå i spidsen for et af Danmarks stærkeste fællesskaber, siger Samsing ifølge HK.
Han er uddannet socialrådgiver og var næstformand under Anja C. Jensen. Inden da var han næstformand i HK Kommunal.
Anja C. Jensen blev valgt som HK's første kvindelige formand i 2021.
Hun meddelte dog allerede i februar, at hun ikke ønskede at genopstille som formand, men at hun ville fortsætte formandsarbejdet frem til kongressen.
HK, der tidligere hed Handels- og Kontorfunktionærernes Forbund, har en over 100 år lang historie.
I dag organiserer fagforeningen blandt andet kontor- og it-personale og har knap 209.000 medlemmer ifølge HK's hjemmeside.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.


















