Antallet af danskere, der går til stemmeurnerne, har været støt faldende ved de seneste valg, og fortsætter tendensen, kan kommunalvalget blive et rekordvalg på den front. Det vurderer valgforsker ved Københavns Universitet Kasper Møller Hansen over for TV 2.
- Det er på grænsen til det bekymrende og skaber en stor ulighed i, hvilke befolkningsgrupper der stemmer, siger han.
Valgforskeren uddyber, at frafaldet i valgdeltagelsen sker hos befolkningsgrupper, der i forvejen er svære at få til stemmeurnerne, nemlig de unge og indvandrere med ikke-vestlig baggrund. Udfordringen viser sig i valgdeltagelsen for de seneste tre kommunalvalg. Hvor valgdeltagelsen lå på 71,9 pct. ved KV13, var deltagelsen faldet til 67,2 pct. ved KV21. Tendensen gør sig også gældende ved folketingsvalg.
Kasper Møller Hansen har tidligere udtalt, at det kommende kommunalvalg kan ende med den laveste valgdeltagelse i 50 år. Han sammenlignede i den forbindelse den faldende valgdeltagelse med et tog, der får mere og mere fart på, og udfordringen kalder på flere tiltag, hvis det skal stoppes, sagde han.
- Forældrene skal tage deres børn med ned at stemme, og børnene skal inviteres til at aflevere en tegning, så det at stemme bliver afmystificeret. Vi skal identificere de personer, som oplever et brud i tilværelsen på den ene eller den anden måde og målrette kommunikationen mod dem, for det er det, der kan rykke noget. Og vi skal tænke på, hvordan vi kan hjælpe dem med at danne relationer, så de kommer ned og stemmer.
De unge stemmer halter efter
En Voxmeter-undersøgelse fra i sommer viser, at under halvdelen af landets unge under 25 år (49 pct.), forventes at sætte deres kryds ved kommunalvalget den 18. november.
Kun 55 pct. af de unge 17-24-årige betegner kommunalpolitik som vigtigt eller meget vigtigt. Den lave interesse i kommunalpolitik blandt landets unge er ikke så underlig, mener Kasper Møller Hansen.
- Jo mere etableret man er, jo flere kontaktflader har man med kommunen. Som husejer betaler du ejendomsskat til kommunen, og det er kommunen, der står for renovationen. Når du får børn, så kommer du i kontakt med de kommunale daginstitutioner og folkeskoler. Så livssituationen betyder noget for, hvor stor indflydelse den kommunale sektor har på dig, og det påvirker motivationen for at stemme, har han udtalt til Momentum.
Helsingør er en af de kommuner, som forsøger at få valgdeltagelsen blandt de unge op. Derfor har kommunen bl.a. investeret 200.000 kr. i en mobil stemmeboks og postet penge i en valgkampagne i et forsøg på at øge de unges opmærksomhed på valget og gøre det nemmere for dem at stemme. I Helsingør var stemmeprocenten for de 22-29-årige ved KV21 på 44 pct.
lal
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.


















