Flere danskere er de seneste fem år blevet aktive i landets idrætsforeninger. 27,9 procent af danskerne over 15 år er medlem af en idrætsforening – det er en stigning fra 26,5 procent i 2020.
Det viser en kortlægning af knap 200.000 danskeres motionsvaner fra Syddansk Universitets Center for forskning i Idræt, Sundhed og Civilsamfund.
Kortlægningen bekræfter tal, som Danmarks Idrætsforbund (DIF) og DGI offentliggjorde i marts. De viste, at antallet af medlemmer i de to foreninger sætter rekord for fjerde år i træk og har rundet 2,5 millioner.
Danmarks Idrætsforbund (DIF) er "virkelig glade for, at så mange voksne vælger at dyrke idræt i en forening – ikke mindst fordi konkurrencen om vores tid er stigende", lyder reaktionen i en pressemeddelelse.
- Det siger noget om, at rigtig mange søger fællesskabet og ønsker at involvere sig, tilføjer DIF's udviklingschef, Karin Ingemann, i pressemeddelelsen.
DIF repræsenterer flere end to millioner medlemmer fordelt over 63 forbund.
Ni ud af ti børn er fysisk aktive
Ser man generelt på danskernes vaner, er styrketræning og konditionstræning de motionsformer, som ifølge undersøgelsen har fået flest nye deltagere fra 2020 til 2025. Herefter følger pilates, meditation og mindfulness samt vinterbadning, padel, yoga og bassintræning.
Padel har overhalet tennis og er nu den næststørste ketsjeridræt efter badminton. Tidligere var padel en nichesport for især yngre og midaldrende mænd, men nu spilles det af alle aldersgrupper og begge køn, lyder det i en pressemeddelelse fra Syddansk Universitet.
Studiet fra Syddansk Universitet har for første gang også kortlagt børns idrætsvaner. Ni ud af ti børn op til 14 år er fysisk aktive i deres fritid – langt hovedparten af disse i idrætsforeninger.
Ifølge studiet lever halvdelen af børnene dog ikke op til Verdenssundhedsorganisationen WHO's anbefalinger om mindst en times fysisk aktivitet om dagen.
Der er forskel på pigernes og drengenes aktive lege, fremgår det.
Drenge foretrækker især boldlege, lege på hjul og kamplege, mens piger i højere grad leger på legeplads, leger bevægelseslege som fange- eller gemmeleg og leger rolle- eller fantasilege.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.











