SLAGELSE: Kommunerne blev i forbindelse med Finansloven tildelt midler til nedsættelse af forældrebetalingen og til ansættelse af flere pædagoger på dagtilbudsområdet for at overholde minimumsnormeringerne.
Nu indstiller et flertal i Familie-, Børne- og Uddannelsesudvalget i Slagelse Kommune, at kun 6,3 ud af de tildelt 18,3 mio. kr. skal bruges på området, fremgår det af referatet fra det seneste udvalgsmøde. Det vil betyde, at der vil kunne disponeres over de resterende 12 mio kr. i forbindelse med budgetopfølgning 2.
- Det er endnu ikke formelt besluttet, at det er sådan, vi kommer til at bruge pengene, men det er bestemt, at det er en af de muligheder, som vi kan gå med, når vi har budgetopfølgning 2 senere på året, formand for Familie-, Børne- og Uddannelsesudvalget Nikolaj Bjørk (V) til Sjællandske Nyheder.
Med udvalgsbeslutningen følger politikerne en indstilling fra chefen for Skole og Dagtilbud, hvor forældrebetalingen nedsættes, men hvor der ikke tilføres yderligere personale.
Minimumsnormeringerne
Et centralt element i Finansloven i forhold til minimumsnormeringerne var, at pædagogiske ledere fremover ikke skal indgå i opgørelsen af dem. I dag indgår de med 85 pct..
Slagelse har 35 pædagogiske ledere, som i dag er med i beregningen - svarende til ca 30 årsværk. Når lederne ikke længere indgår, reduceres antallet af pædagogiske årsværk i kommunen fra 711 til 681.
Alligevel har Administrationen beregnet, at kommunen også med den nye metode opfylder minimumsnormeringerne. "En eventuel tilførelse af personale vil derfor bero på en politisk prioritering af serviceniveauet", står der derfor i indstillingen.
- I Slagelse Kommune har vi i forvejen er højt serviceniveau på daginstitutionsområdet. Vi mener fortsat, at vi skal prioritere området, men vi er også nødt til at kigge på børneområdet samlet, siger Nikolaj Bjørk til Sjællandske Nyheder.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.









