Facebook er smækfyldt med hadefulde kommentarer, og det ødelægger den offentlige debat.
Sådan lyder budskabet fra TrygFonden, som har støttet udviklingen af en ny app, der skal tage kampen op med den grove tone i kommentarsporene.
Appen hedder Edda og er i første omgang blevet udgivet i en prøveversion, der er tiltænkt kandidater ved kommunalvalget 18. november.
Appen skal ved hjælp af kunstig intelligens hjælpe kandidater med at luge ud i sproglige angreb på deres facebooksider. Den fungerer ved, at brugeren får en notifikation, hver gang der bliver skrevet en hadefuld eller anstødelig kommentar på vedkommendes side.
Man kan herefter vælge, hvordan man vil reagere på kommentaren - for eksempel skjule, slette eller svare.
Skal dæmme op for hadefuld tone i debatten
Den nye app kan forhåbentlig være med til at dæmme op for den hadefulde tone i debatten, siger Christoffer Elbrønd, projektchef hos TrygFonden.
- Hvis de hadefulde kommentarer står uimodsagt, skaber det en norm om, at det er acceptabelt. Det skal være et værktøj til nemmere at kunne fjerne de ting, som man synes er over grænsen, siger han.
En undersøgelse fra marts foretaget af TrygFonden og analysebureauet Analyse og Tal viste, at næsten hver 20. kommentar på danske folketingspolitikeres og mediers facebooksider var sproglige angreb.
En ny analyse fra Gravercentret viser, at sproglige angreb udgjorde cirka otte procent af kommentarer på kommunalpolitikeres sider i de seneste 30 dage.
Appen Edda definerer sproglige angreb som kommentarer, der eksempelvis er stigmatiserende eller nedsættende.
Og her er techfirmaet Meta, der står bag Facebook, ikke til megen hjælp i forhold til at moderere denne type af kommentarer, siger Christoffer Elbrønd.
- Vi kan jo konstatere, at Meta ikke fjerner de her kommentarer, og derfor vil vi give brugeren bedre mulighed for selv at gøre det, lyder det fra projektchefen.
Aldrig oplevet "så slemt" som nu
Og der er for alvor brug for værktøjer til at komme den grove tone til livs, mener borgmester i Esbjerg Kommune, Jesper Frost Rasmussen (V).
- Jeg har ikke før oplevet det så slemt som op til det her kommunalvalg. Det, der virker som helt fornuftige mennesker, skriver ting, som de aldrig nogensinde ville have sagt til folk ansigt til ansigt, siger han.
Den vestjyske borgmester har ikke selv fået testet appen endnu, men vil få den installeret, når der er et pusterum i valgkampen.
- Det står på listen, lyder det.
Jesper Frost Rasmussen oplever jævnligt, at der bliver rettet hadefulde kommentarer mod ham.
- Det er næsten ligegyldigt, hvad man skriver, så kommer der personlige ting som: "Du er en klaphat" eller "du er en idiot", siger han.
Et nødvendigt redskab
Borgmesterkollega Michael Stegger Jensen (S) fra Syddjurs Kommune kalder Edda et "nødvendigt redskab", selv om han ikke har installeret appen endnu.
Det skyldes - ligesom det er tilfældet for Jesper Frost Rasmussen - de mange ekstra opgaver op til valget.
- Det kan sagtens være, at det tager kort tid, men det handler om, hvad der står først på listen over ting, men skal nå hver eneste dag.
- Jeg vil helt sikkert kigge på det på den anden side af valget, siger Michael Stegger Jensen.
Han har overvejet at droppe Facebook på grund af den hårde tone.
- Men man tør heller ikke at forlade det, for det er en god måde at komme i kontakt med nogle borgere på.
Der er foreløbigt over 50 facebooksider, der er tilknyttet appen, oplyser Nordic Safe Cities, der har været med til at udvikle den.
Det vides ikke, hvor mange af dem der tilhører kandidater til kommunalvalget.
Til kommunalvalget er der på landsplan opstillet 9290 kandidater.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.





















