AALBORG: Et enigt byråd i Aalborg har på sit seneste møde vedtaget, at forvaltningen skal komme med et oplæg til, hvordan der kan plantes flere træer i byerne og rejses mere bynær skov.
Det skete efter forslag fra Socialdemokratiet og De Radikale, som ikke lægger skjul på, at de er kraftigt inspireret af erfaringer fra Hamborg. Her har bystyret i løbet af ti år plantet over 5.000 halvstore træer, og det er sket med stor borgerinddragelse.
Borgerne i Hamborg kan på et interaktivt kort melde ind, hvor de ønsker træplantning og med hvilke træer. Derefter åbnes for donationer.
Når mængden af donationer når 500 euro, betaler kommunen det samme beløb op til de 1.000 euro, det i gennemsnit koster at plante og vedligeholde et halvstort træ. Samtidig kan borgerne på det interaktive kort følge med i, hvordan det går med trærejsningen.
Grænser for budgettet
I Aalborg er der afsat penge på budgettet til skovrejsning, bl.a. til at begrænse udvaskning af kvælstof til vandmiljøet. Men der er grænser for, hvor langt de afsatte midler rækker, og derfor ønsker politikerne et oplæg til en model, hvor donationer fra borgere, erhvervsliv og fonde kan sætte turbo på plantningen af træer, både i byer og andre steder.
Forslaget blev i byrådet motiveret af rådmand for Sundhed og Kultur Jes Lunde (R), som mente, at der kun er fordele ved at plante flere træer, og at muligheder for donationer vil gøre det muligt at komme længere for budgettet.
Rådmand for By og Land Jan Nymark Rose Thaysen (V) påpegede, at træer i byerne er dyre, både at plante, vedligeholde og feje op efter. Man kan plante en hektar til i åbent land for den samme pris, som et træ koster inde i byen, sagde han.
Hele byrådet var dog enige om, at de gerne vil have et udspil fra forvaltningen. Så det får de.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.






















