AKTUELT:FV26KL TopmødeFinanslov 2026BeredskabOK26Grøn trepartBudget 2026Podcast: Ledelse i forandring
Et odderpar kan spænde ben for udvidelsen af Odense Havn, eller i hvert fald forsinke udvidelsen. (Arkivfoto)
Kirkholt Photo/Polnature/Ritzau Scanpix

Forelsket odderpar kan forsinke havneudvidelse

En hundelufters videooptagelse af et forelsket odderpar kan ende med at forsinke udvidelsen af Odense Havn, vurderer advokat.
8. APR 2026 14.08

ODENSE / KERTEMINDE: En hundelufters videooptagelse af et forelsket odderpar i Odense Fjord kan betyde forsinkelser af en ventet udvidelse af Odense Havn ved Lindø. Det skriver TV2 Fyn.

Odderen er nemlig et fredet dyr, og anlægsarbejdet af den 1 mio. kvadratmeter store havneudvidelse risikerer at påvirke oddernes leveforhold negativt, forklarer Ditte Bølle Jensen, der er biolog ved Fjord & Bælt.

- For odderens vedkommende vil det betyde, at mange af de dyr, den lever af, for eksempel tangspræl, hundestejler og torskeyngel, højst sandsynligt vil forsvinde fra området. Dermed vil odderen miste noget af sit fødegrundlag, siger Ditte Bølle Jensen. Hun bakkes op af Håkun Djurhuus, advokat med speciale i miljøret og offentlig ret, som forventer, at odderparret vil forsinke havneudvidelsen.

I november sidste år skabte odderen også udfordringer for havneudvidelsen. En video af en odder, der kravler op ved diget ved Odense Havn betød også dengang, at udvidelsen risikerede at blive forsinket.

Politisk modstand

Det er ikke kun fredede dyr, som udfordrer udvidelsen af Odense Havn. I Kerteminde Kommune har der længe været politiske diskussioner om havneudvidelsen. 

I januar blev 12 ud af byrådets 25 medlemmer enige om, at de vil sige nej til udvidelsen, og ifølge et nyligt opdaget notat kan kommunen stoppe projektet uden at blive mødt af et erstatningskrav.

I februar kom det frem, at en kritisk ingeniørrapport fra sidste år, udarbejdet af Odense Havns rådgiver, ingeniørfirmaet Sweco, blev fejlarkiveret, og derfor så politikerne i Kerteminde ikke rapporten, før Fyens Stiftstidende fandt den gennem en aktindsigt sidste måned.

I rapporten understreger ingeniørerne, at hvis havneudvidelsen gennemføres, sker det ikke, fordi projektet er vurderet miljømæssigt forsvarligt, men fordi politikerne vælger at fravige beskyttelsen af Odense Fjord. 

Havneudvidelsen kan desuden ende med at fjerne alle effekter af den grønne trepart i mange år frem, vurderes det i rapporten.

lal

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dknyt.dk/artikel/forelsket-odderpar-kan-forsinke-havneudvidelse

GDPR