AKTUELT:FV26KL TopmødeFinanslov 2026BeredskabOK26Grøn trepartBudget 2026Podcast: Ledelse i forandring

Ny forskning afdækker behov for målrettet indsats mod funktionel lidelse

Ny viden om udgifter til patienter med funktionelle lidelser peger ifølge forsker på behov for bedre patientforløb og mulighed for mere hensigtsmæssig brug af sundhedsvæsenets ressourcer.
7. APR 2026 15.44

Personer med såkaldt funktionel lidelse har et højt og langvarigt forbrug af sundhedsydelser, viser et nyt dansk befolkningsstudie fra Aarhus Universitetshospital og Aarhus Universitet.

I flere tilfælde ligger sundhedsudgifterne på niveau med patienter med andre alvorlige kroniske sygdomme som kræft og hjerte-kar-sygdom, fremgår det af en pressemeddelelse fra Aarhus Universitetshospital.

Forskerne bag studiet, der er publiceret i det videnskabelige tidsskrift BMJ Public Health, peger på, at resultaterne har betydning for den fremtidige planlægning af sundhedsindsatser.

- Når vi kan se et øget sundhedsforbrug gennem mange år, peger det på behovet for tidligere og mere målrettede indsatser. Det kan forbedre patientforløb og bidrage til en mere hensigtsmæssig anvendelse af sundhedsvæsenets ressourcer, siger Marie Weinreich Petersen, der er klinisk specialist og lektor ved Aarhus Universitetshospital og Aarhus Universitet.

 

Om funktionelle lidelser 

En funktionel lidelse er en sygdom, hvor man er belastet af fysiske symptomer, som gør det svært at fungere i dagligdagen.

Det er en tilstand, hvor hjernen og kroppen er overbelastet og ikke fungerer normalt, og hvor symptomerne ikke kan tilskrives en anden kendt og veldefineret diagnose. 

Omkring 10 pct. af befolkningen svarende til ca. 430.000 danskere har en funktionel lidelse i en sådan grad, at det påvirker deres livskvalitet. 

Forskningen viser, at nogle patienter kan blive raske, og at en stor del kan få en betydeligt forbedret livskvalitet. En del vil skulle blive ved med at tage hensyn til deres krop og lære at leve med den funktionelle lidelse på samme måde, som man kan lære at leve med andre kroniske sygdomme, f.eks. astma eller diabetes. 

Kilde: Aarhus Universitet

 

Trækker på sundhedsvæsenets ressourcer

Undersøgelsen bygger på data fra knap 10.000 voksne danskere, der indgår i DanFunD-studiet (Danish Study of Functional Disorders). Ved hjælp af landsdækkende sundhedsregistre har forskerne analyseret deltagernes brug af almen praksis, hospitalsbesøg og indlæggelser samt medicinforbrug og tilhørende omkostninger i op til 10 år før og 4 år efter studiedeltagelse.

Forskellene er særligt markante blandt personer med svær funktionel lidelse: I de 10 år op til studiedeltagelse havde de i gennemsnit omkring 60 pct. højere brug af sundhedsvæsenet og årlige gennemsnitlige sundhedsudgifter, der lå ca. 8.000 kr. højere pr. person sammenlignet med personer uden funktionel lidelse.

- Vores resultater viser, at funktionel lidelse ikke er en marginal problemstilling. Det er en hyppig og alvorlig tilstand, som har stor betydning for både den enkelte patient og for sundhedsvæsenets ressourceforbrug, siger Marie Weinreich Petersen.

Lange og komplekse forløb

Sammenlignes personer med funktionel lidelse med personer, der lever med andre alvorlige fysiske sygdomme som kræft, hjerte-kar-sygdom eller stroke, viser analyserne, at sundhedsforbruget i flere tilfælde ligger på samme niveau.

- Det understreger, at funktionel lidelse er en sygdom med betydelig samfundsmæssig betydning. Omkring 10 pct. af den danske befolkning er berørt, og mange har lange og komplekse forløb, siger Marie Weinreich Petersen.

Tidligere studier har peget på øgede sundhedsudgifter ved funktionel lidelse, men har ofte været baseret på udvalgte patientgrupper. Det nye studie kombinerer tilfældigt udvalgte deltagere fra den generelle befolkning, validerede symptomvurderinger og landsdækkende registerdata fra både praktiserende læger og hospitaler.

Det giver ifølge forskerne et mere robust og samlet billede af den belastning, som funktionel lidelse udgør for sundhedsvæsenet.

Om studiet

  • Design: Befolkningsbaseret kohortestudie
  • Deltagere: 9.656 voksne danskere (DanFunD-kohorten)
  • Data: Nationale sundhedsregistre (almen praksis, hospitaler og medicinforbrug)
  • Periode: Op til 10 år før og 4 år efter studiedeltagelse
  • Formål: At undersøge sundhedsforbrug og sundhedsudgifter ved funktionel lidelse

Studiet undersøger ikke årsagerne til det øgede forbrug. 

sfe

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dknyt.dk/artikel/ny-forskning-afdaekker-behov-for-maalrettet-indsats-mod-funktionel-lidelse

GDPR