
Det er ganske enkelt ikke praktisk muligt at indføre en tilmeldeordning pr. 1. januar, lyder det i et foreløbigt høringssvar fra KL - rettet mod de vilkår, der skal være opfyldt for den foreslåede tilmeldeordning for virksomheder.
Ny lovgivning giver kommunerne ret og pligt til at beslutte og etablere en af to ordninger: En ordning, hvor virksomhederne tilmelder sig og betaler efter eksisterende fordelingsnøgle, eller en ordning, hvor der betales efter art og mængde, hvilket forudsætter bom og vægt.
Kommunalbestyrelserne holder ikke flere udvalgsmøder i 2010. Alene af den grund kan det ikke besluttes, hvilken model der skal arbejdes videre med. Kommunen kan simpelthen ikke praktisk nå, at beregne nye gebyrer og få gebyrbladet i kommunalbestyrelsen til behandling inden årsskiftet.
Uanset hvilken af de to ordninger kommunalbestyrelsen vælger, skal der beregnes nye gebyrer. Disse gebyrer skal igennem fagudvalg, økonomiudvalg og byråd, hedder det.
Det betyder, at der tidligst (og det vil være usandsynligt) vil kunne ligge en kommunal politisk beslutning om hvilken ordning, der skal gælde samt gebyrniveau i starten af februar. På den baggrund kan kommunerne i praksis ikke leve op til forslagets tidsterminer.
For det andet forudsætter de nye regler, at omkostningerne til virksomhedernes andel af genbrugspladsordningen fordeles mellem antallet af virksomheder der tilmelder sig. For 2011 kendes dette grundlag først fra 1. juli 2011, efter tilmeldingsfristen er udløbet.
Først efter denne dato kan gebyret fastlægges endeligt - og opkræves. Det virker ikke som en gennemtænkt og holdbar løsning. Vil virksomhederne tilmelde sig en ordning, hvor de først kender størrelsen på gebyret de tilmelder sig efter et halvt år?
For det tredje betyder forslaget i praksis, at alle virksomheder har adgang til genbrugspladserne frem til denne dato, uanset om de betaler eller ej - eller om de agter at betale. Dermed bliver det husholdningerne, der kommer til at betale for virksomhederne.
For det fjerde kan kommunerne ikke praktisk nå inden 1. januar at orientere alle virksomheder om, at de ikke må komme på kommunens genbrugsplads, før de har tilmeldt sig.
For det femte er kommunernes gebyr for 2011, for de fleste kommuners vedkommende vedtaget med budgettet senest 15. oktober 2010, baseret efter de nye regler fra 1. januar 2010, herunder administrationsgebyrer i en form, der nu afskaffes.
Disse opkrævninger til borgere og erhverv er på vej ud i mange kommuner, idet gebyrbeløb allerede indgår i de (nye) afregningssystemer, som blev ændret i 2010. Disse opkrævninger vil skulle tilbagekaldes som følge af de nye regler og nye regninger vil derfor skulle udsendes.
For det sjette er kommunerne nødt til at lade hver enkelt bruger registrere manuelt indtil der er etableret digitale eller andre løsninger. Der vil skulle etableres kontrolfunktioner, og erhvervene vil skulle betale herfor over det nye gebyr.
For det syvende har genbrugspladser generelt dagligt åben i 10 timer næsten året rundt. Det vil øge personaleforbruget, såfremt hver enkelt bil skal kon-trolleres for at se, om de nu er tilmeldt den nye ordning pr. 1. januar 2010, så det sikres, at der ikke kører erhvervsaffald ind fra virksomheder, som har fået fritagelse eller ikke er beliggende i kommunen.
Kontrolfunktionen forventes at medføre en driftsudgift pr. plads på ca. kr. 900.000, hvilket forudsætter, at der i alle åbningstimer på genbrugspladserne er 1 person til kontrol. Dertil kommer anlægsudgifter til 'skilderhus', bomme mv.
For det ottende skal der gennemføres nye brugerundersøgelser som følge af, at der forventeligt vil komme en ny fordeling mellem borgere og virksomheder. Disse har i 2010 kostet skønsmæssigt 30-40 mio. kr.
Miljøstyrelsen har i udkastet benyttet flere af de forslag, der indgik i KL's høringssvar fra 22. november 2010. Disse forslag skulle dels indgå i den lovede evaluering, dels skal de ses i sammenhæng med rådighedsmodellen.
Det er derfor KL's klare opfattelse at den foreslåede tilmeldeordning indføres med virkning fra 2012, hvilket vil give den fornødne tid til nogenlunde forsvarlig implementering.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.