
Miljøminister Karen Ellemann vil nu tage fat om de problemer, den ny affaldslov har skabt for Danmarks virksomheder. Det glæder Håndværksrådet.
- Loven er ren Kafka, og vi har flere gange peget på, at den hurtigst muligt burde ryge i 'småt brændbart'. De små og mellemstore virksomheder er dybt frustrerede over loven, som er skruet elendigt sammen og gennemført på rundt regnet 98 forskellige måder ude i kommunerne. Så det er meget positivt, at ministeren har indset, at vi må af med den nuværende ordning så hurtigt som muligt, siger Ane Buch, adm. direktør i Håndværksrådet.
Den ny affaldslov trådte i kraft 1. januar i år og skulle blandt andet rette op på de skævheder, der er mellem forskellige kommuners gebyrer for affaldsbehandling. Desværre blev resultatet, at næsten alle virksomheder automatisk er blevet opkrævet et gebyr for brug af genbrugspladserne, vel at mærke selvom mange af virksomhederne ikke producerer affald, og derfor aldrig har brugt affaldspladserne.
Håndværksrådet og Danske Malermestre har gennemført en kortlægning af alle kommuners affaldsgebyrer og har bl.a. afdækket de kolossale forskelle fra kommune til kommune.
Kæmpe oprydningsarbejde
Miljøminister Karen Ellemann har nu til morgen meldt ud, at hun ønsker den nuværende ordning afskaffet så hurtigt som muligt. Men hvis lovens skadevirkning skal begrænses, må ministeren hurtigt melde ud, hvordan hun vil håndtere oprydningen efter det kaos, affaldsloven har skabt, mener Håndværksrådet.
- Miljøministeren skylder de danske virksomheder at handle hurtigt og effektivt. Mange virksomheder har jo allerede betalt de urimelige gebyrer, og mange sidder med kommunens affaldsregning og ved ikke, om de skal betale eller lade være. Virksomhederne har krav på et hurtigt svar, siger Ane Buch.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.