Af Naturstyrelsens seneste rapport, der beskriver iltsvindssituationen i de danske farvande i juli-august, fremgår det, at iltsvindssituationen var middel på landsplan. Men i visse områder påpeger rapporten et alvorligt iltsvind. Det drejer sig om Limfjorden og det sydlige Lillebælt.
I det sydlige Lillebælt er der konstateret et højt indhold af den giftige svovlbrinte, og den seneste blæst har forårsaget, at store mængder iltfattigt vand er skubbet op mod overfladen inderst i Aabenraa Fjord. Tirsdag 11. september blev der således konstateret fiskedød i Aabenraa Fjord, hvor både skrubber, rødspætter, ålekvabber, torsk og havørred blev fundet langs fjordens bredder og i havnen. Der er i dag også konstateret fiskedød begrænset til primært fladfisk ved Ærø i Det Sydfynske Øhav.
Både vejrforhold og strømforhold kan være med til at forstærke effekterne af iltsvind, hvilket også er tilfældet i Aabenraa Fjord og ved Ærø. Iltsvind skyldes en kombination af udledning af næringsstoffer, og hvordan vejr og vind opfører sig. Næringsstoffer som kvælstof og fosfor bruges ofte af landbruget, og når disse stoffer udledes til vandmiljøet, giver de næring til alger. Når algerne dør, synker de til bunds og rådner. Forrådnelsesprocessen opbruger ilt fra vandet, og dermed opstår der iltsvind.
Vandplanerne, som blev vedtaget i december 2011, har til formål at begrænse kvælstofudledningen til de danske farvande, og planerne forventes på længere sigt at være medvirkende til, at iltforholdene bliver bedre i de danske fjorde og kystvande.
Naturstyrelsen følger situationen nøje og vil i begyndelsen af næste uge foretage målinger af ilt i vandmasserne i sydlige Lillebælt og i Det Sydfynske Øhav.
ka
Foto: Flickr
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.