dkmedier
dkindkob
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
doi

Kvindelige byrådspolitikere giver partierne flere stemmer

Når en kvinde tager en plads i byrådet foran en mandlig partifælle, gavner det partiets stemmetal, mandater og kønsbalance ved næste valg. Det skriver Mandag Morgen på baggrund af ny dansk forskning.
14. SEP 2025 8.33

Hvis et parti har en mandlig og en kvindelig kandidat, der kæmper om den samme plads i byrådet, skal de krydse fingre for, at kvinden løber med sædet.

Sker det, vil det pågældende parti i gennemsnit få 13,4 procent flere stemmer og 0,31 flere pladser i byrådet ved næste kommunalvalg. Samtidig øger partiet sin andel af valgte kvinder med 10,7 procentpoint, og de personlige stemmer, tildelt partiets opstillede kvinder, stiger med 42,8 procent.

Det skriver Mandag Morgen på baggrund af ny dansk forskning, der har undersøgt, hvordan indvalget af en kvinde påvirker et partis fremtidige valgresultater. Forskerne påviser også, at mænd ikke får færre stemmer på bekostning af kvinders fremgang.

Øger samhørighed og giver legitimitet

Årsagen er, at kvinder i partier øger samhørigheden, og at partier med en mere balanceret kønsfordeling bliver anset som mere legitime og mindre fjendtlige af vælgerne, vurderer manden bag forskningen, Frederik Kjøller fra Institut for Statskundskab ved Københavns Universitet.

- Den ekstra kvinde lader til at forbedre den interne partidynamik og den måde, vælgerne betragter partiet på, siger han til Mandag Morgen.

Andelen af indvalgte kvinder er steget fra 27 til 36 procent i perioden 2005-2021. Der er dog fortsat barrierer for kvinder i politik – andelen af opstillede kvinder til kommunalvalget i 2021 var eksempelvis kun 34 procent.

- Vi ved, at kvinder i gennemsnit lægger en time mere om dagen i arbejde i hjemmet end mænd. Så lidt fortegnet kan man sige, at kvinder lægger børn i seng, når der afholdes kommunalbestyrelsesmøder, siger Kvinfos direktør, Henriette Laursen, til Mandag Morgen.

Kommunalpolitik er overvejende en frivillig beskæftigelse – modsat på Christiansborg, hvor over 43 procent af politikerne er kvinder.

De borgerlige partier halter bagefter

Forskerne bag undersøgelsen konkluderer også, at gevinsten ved at få valgt en kvinde ind til fordel for en mand er størst hos partier, der i forvejen har en stor underrepræsentation af kvinder. Vælgere belønner altså partier for at ’catche up’. De meget store valgmæssige fordele er aftagende, når kønsbalancen passerer 30 procent.

Derfor er der særligt et incitament hos de borgerlige partier. De halter nemlig efter gennemsnittet. Dansk Folkeparti og Liberal Alliances andel faldt endda markant ved valget i 2021 – fra henholdsvis 31,4 og 28,6 procent i 2017 til 26,7 og 22,2 procent i 2021.

Omvendt var eksempelvis SF’s andel af kvinder på 49 procent efter kommunalvalget i 2021, mens Socialdemokratiets lå på 40 procent.
Men hvis der skal peges fingre ad nogen, skal der først og fremmest peges fingre ad danskerne selv, siger Ulrik Kjær, professor i statskundskab ved Syddansk Universitet, til Mandag Morgen.

- Vi får langt hen ad vejen den kønsfordeling, vi har bedt om. Hvis vælgerne lagde stor vægt på det her, ville det være meget nemt at få 50 procent kvinder, for så skulle de bare stemme lidt mere personligt på kvinder end på mænd. Men det gør de ikke, siger han.

Kommunalvalget er i høj grad et personligt valg, og til valget i 2021 stemte tre ud af fire danskere personligt.

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dknyt.dk/artikel/kvindelige-byraadspolitikere-giver-partierne-flere-stemmer

GDPR