

Arbejd fire dage om ugen og hold fri fredag.
Den mulighed bliver i stigende grad et konkurrenceparameter, når kommunerne forsøger at tiltrække de mest attraktive medarbejdere. Odsherred var først med ideen, og siden har den spredt sig.
Blandt andet til Vordingborg, hvor Venstre nu foreslår at gå i dialog med medarbejderne om at indføre fleksibel arbejdstid i administrationen.
"For at fastholde de kommunalt ansatte og rekruttere nye skal vi sørge for, at arbejdsvilkårene er attraktive sammenlignet med, hvad andre kommuner tilbyder," hedder det i begrundelsen for forslaget, som behandles på økonomiudvalgsmødet i dag. Venstre henviser til, at bl.a. København og Aarhus er på vej med forsøg med firedages uge.
Ifølge forslaget skal direktionen og fagcheferne definere, hvilke områder i administrationen der kan indgå i en forsøgsordning, og medarbejderne her skal selv kunne vælge, om de ønsker at være en del af ordningen. Ordningen skal opleves som attraktiv, ikke tvang, understreges det i forslaget.
Ideen modtages positivt af borgmester Mikael Smed (S).
– Det er ikke sådan, at vi slet ikke har fleksible arbejdstider i dag. Men det er da oplagt, at vi kører videre med en officiel proces, hvor vi får talt med medarbejderne, om det er den vej, vi skal, siger han til sn.dk.
Dagtilbud og ældreområdet i Aarhus
I Aarhus behandler byrådet i dag et forslag om at afprøve fire dages uge i to-tre daginstitutioner og på to-tre arbejdspladser på ældreområdet.
Det er inspireret af et forsøg i Gentofte, hvor firedages uge er afprøvet i dagtilbud, og hvor det ifølge sagsfremstillingen bl.a. gav bedre forældrekontakt på de lange dage og bedre balance mellem arbejde og fritid for medarbejderne.
Forslaget har på forhånd flertal, da både Socialdemokratiet, Venstre og SF står bag. Medarbejderne skal inddrages, og efter et års forsøgsperiode bør det overvejes, om det også skal afprøves for andre medarbejdergrupper, fremgår det af forslaget.
København i 2024
I København har et flertal i Borgerrepræsentationen tidligere på måneden vedtaget at sætte en forsøgsordning med fire dages uge i gang i hele år 2024 de steder, hvor det er foreneligt med løsning af kerneopgaven. Den bliver frivillig for medarbejderne og ventes at blive forskellig fra arbejdsplads til arbejdsplads.
S og SF havde ønsket at indlede forsøgene allerede fra 1. september, men et flertal udskød det til næste budgetår.
Erfaringer fra fire kommuner
I Odense blev det allerede sidste sommer besluttet at bede direktørgruppen komme med en analyse af mulighederne for fire dages uge som led i projektet "fremtidens attraktive arbejdsplads". Den blev fremlagt på seneste økonomiudvalgsmøde, hvor sagen dog blev udsat på grund af tidsnød.
Borgmesterforvaltningen har indhentet erfaringer fra Kerteminde, Odsherred, Gentofte og Esbjerg, som alle har afprøvet fire dages uge. Ifølge analysen har erfaringerne været meget positive, og ordningen er blevet taget godt imod af både ledelse, medarbejdere og faglige organisationer. Især fremhæves:
- Fire dages arbejdsuge har haft positiv effekt på trivsel og arbejdsglæde, men i mindre grad sygefravær.
- Den største forskel ses ift. rekruttering, hvor flere kommuner har målt, at den fleksible arbejdsuge har haft betydning for rekrutteringen af nye medarbejdere, hvor de oplever at kunne rekruttere fra et større geografisk område, samt at medarbejderne vil anbefale andre at arbejde i kommunen.
- Langt størstedelen af medarbejderne ønsker at bibeholde en fire dages arbejdsuge efter forsøgsperioden.
Der har dog også været udfordringer, fremhæver analysen:
- Det kræver tid at vænne sig til lange arbejdsdage
- Det kan skabe misundelse blandt dem, som ikke er med i ordningen
- Nogle oplever udfordringer på privatfronten fx hente/bringe sine børn
- Mindre mulighed for små pauser i løbet af dagen
- Nogle få oplever mindre mulighed for selvtilrettelæggelse.
Desuden har kommunen indhentet erfaringer fra Egedal og Solrød, som ikke har fire dages uge, men arbejder med fleksibel arbejdsuge på andre måder. Fx fleksibel fredag, hvor rådhuset er lukket og medarbejderne arbejder hjemme, frit valg mellem fire eller fem dages uge og udvidede åbningstider til borgerhenvendelser.
Forvaltningen i Odense indstiller, at der afprøves flere forskellige arbejdsformer, og at man med inspiration fra bl.a. Egedal afprøver en mangfoldighed af fleksible løsninger, mens man følger erfaringerne fra andre kommuner.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.