KØBENHAVN: Snart kan udvalgte kommunalt ansatte i København se frem til at få en ekstra fridag. Københavns Kommune har ladet sig inspirere af Odsherreds forsøgsordning på en fire dages arbejdsuge, som nu er en permanent foranstaltning.
I aften samles Borgerrepræsentationen for at tage stilling til et forsøg, der har til formål at lette arbejdspresset. Forslaget er stillet af Alternativet, hvis motivation er at mindske psykisk pres hos de ansatte. En surveyundersøgelse foretaget af Epinion på vegne af FH viser, at 55 procent af offentligt ansatte oplever følelsesmæssigt eller psykisk pres på arbejdet.
Medlemsforslaget har fået flertal i økonomiudvalget, hvor Nye Borgerlige, Venstre og Liberal Alliance var de eneste, der stemte imod. Venstre begrunder det blandt andet med, at de ikke synes, det er noget, Borgerrepræsentationen skal bestemme, men opfordrer i stedet til, at de enkelte arbejdspladser implementerer ordningen på en fire-dagesarbejdsuge.
Forsøgsordningen kommer dog ikke til at betyde, at samtlige københavnere får en ugentlig fridag - som Alternativet ellers forslog i det oprindelige forslag. I stedet skal Københavns syv forvaltninger hver især udpege tre arbejdspladser, der skal deltage i forsøget. Fridagene kommer ikke til at ligge ugentligt, men det kan derimod være, at man får hver tredje fredag fri eller bruger timerne på at spare op til feriedage.
Såfremt Borgerrepræsentationen vedtager indstillingen på mødet til aften, skal der umiddelbart efter igangsættes forvaltningernes udvælgelsesproces af arbejdspladser. Herefter er planen, at forsøget vil træde i kraft fra 1. september 2023.
hss
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.