I Odsherred Kommune har 300 medarbejdere siden september 2019 haft en arbejdsuge på fire dage.
Det har været populært, siger Christina Jacobsen Malm, der er HR-konsulent i kommunen.
- Medarbejderne er vilde med den her fredag, hvor de har fri, siger hun.
- Nogle har sagt, at de oplever, at de helt glemmer deres koder hen over weekenden, fordi de kobler så meget af.
Den fire dage lange arbejdsuge er led i en treårig forsøgsordning, der også skulle give borgerne mulighed for at kontakte borgerservice uden for den normale åbningstid.
Arbejdsugen er stadig på 37 timer, hvoraf to timer er beskrevet som "fordybelsestid". Tiden kan bruges på at læse faglitteratur om ny lovgivning eller på en studietur i lokalområdet.
- Det kan selvfølgelig give nogle udfordringer med nogle lidt længere arbejdsdage, siger Christina Jacobsen Malm.
Hun fortæller, at et af målene med forsøget var at gøre det lettere at rekruttere og fastholde medarbejdere.
- Vi kan ikke konkludere noget endnu, men vi har lavet et fokusgruppeinterview med nye ansatte, og de har fortalt, at en arbejdsuge på fire dage var medvirkende til deres valg.
Mere effektive
Blandt 35 fuldmægtige, ledere og special- og chefkonsulenter i Odsherred Kommune, der alle er medlemmer af fagforbundet Djøf, er der overordnet set begejstring for arbejdsformen.
Faktisk oplever medarbejderne, at de er blevet mere effektive, efter at de har fået en dag mindre til at løse opgaverne, selv om arbejdstiden reelt er den samme.
- Man er simpelthen tvunget til at korte møderne af og blive mere effektiv i det, man planlægger, og det man gør, siger Søren Kühnrich, der er den lokale tillidsrepræsentant for Djøf i kommunen.
Fleksibel fredag i Solrød
Som omtalt i sidste uge vil man også i Solrød Kommune forsøge sig med en anderledes arbejdsuge.
Fra 1. september i år vil kommunen indføre en ordning, hvor medarbejderne i administrationen selv råder over hver fredag. De kan vælge at arbejde hjemme, være på arbejdspladsen eller holde fri, så længe de har en arbejdsuge på 37 timer.
- Det handler om at rekruttere og fastholde dygtige og kompetente medarbejdere og følge med udviklingen for moderne arbejdspladser, siger Yvonne Husted, der er personalechef i Solrød Kommune.
I lighed med forsøget i Odsherred kommer Solrød også til at teste en kortere arbejdsuge i to år.
Hun fortæller, at forsøget er blevet taget godt imod af medarbejderne.
- Folk glæder sig, siger hun.
HK: Skal bero på lokale aftaler
Hos HK Kommunal er man også positivt stemt over for, at kommunerne forsøger sig med færre arbejdsdage.
- Det kan være en rigtig god idé for medarbejdere, der har lyst til det, siger Lene Roed, der er formand i HK Kommunal.
Hun understreger, at en sådan ordning altid bør bero på lokale aftaler.
- Det er vigtigt, at det aldrig må være med besparelser for øje, siger hun.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.