Danmark har ifølge flere opgørelser den ringeste natur i hele Europa. Alligevel bruger samfundet milliarder på at gavne landbrug, fiskeri og skovbrug på en måde, der går ud over naturen.
Det fremgår af en ny rapport fra Biodiversitetsrådet.
Selv de relativt små beløb af statslige midler, der før aftalen om Grøn Trepart er brugt på at fremme biodiversiteten og hjælpe blandt andet fugle og insekter, har ifølge rapporten ingen reel effekt. Eller er i værste fald skadelige.
Rapporten kommer fra en række eksperter i biodiversitet, der er udpeget af miljøministeren.
Rapporten slår fast, at skal tabet af natur vendes til fremgang, kræver det årlige investeringer på 6,5 milliarder kroner - i alt 162 milliarder frem til 2050.
- Vi har gennem generationer været alt for dårlige til at passe på naturen og har samtidigt ødelagt den. Så vi står i dag med en på alle måder og alle områder meget forarmet natur, siger forperson for Biodiversitetsrådet, Signe Normand.
Trepart er ikke nok
Rapporten er den første samlede danske økonomiske beregning af biodiversitetens omkostninger - og af, hvad det vil koste at rette op.
- Støtten til landbrug, fiskeri og skovbrug inklusive EU’s landbrugsstøtte er potentielt skadelig. Langt over 90 procent af de midler, vi bruger på de erhverv, skader biodiversiteten, siger Signe Normand.
Hun kalder det en stor udfordring, at man ofte taler om grøn omstilling, men typisk uden at inkludere natur og biodiversitet.
Biodiversiteten har sjældent glæde af de grønne midler, der typisk går til energi og teknologiske løsninger.
- Med den grønne trepart har man sat sig for, at der skal være mere og bedre natur. Men vi kan se, at der kommer alt for lidt beskyttet natur, og at der ikke er sat penge af til naturgenopretning.
- Så den grønne trepart giver nok mere, men ikke bedre natur. Og stort set det hele bliver til havs og ikke til lands, siger Signe Normand, der også er professor i biodiversitet ved Aarhus Universitet.
Skal nok se resultater
Forskernes analyser viser, at den grønne trepart kan bidrage med yderligere to procent i forhold til de nuværende beskyttede naturområder på omkring det samme.
Ministeren for den grønne trepart, Jeppe Bruus (S), er helt med på de store udfordringer for naturen.
- Det kalder på handling, men den grønne trepart vil skabe mere plads til natur og biodiversitet. Der er jeg uenig med rådet om, at det ikke vil skabe store resultater, når vi rejser 250.00 hektar ny skov og skaber en mase vådområder, siger han.
Heller ikke Thomas Tümmler-Hellesen, chefkonsulent i Vand & Natur i Landbrug & Fødevarer, deler rådets vurdering:
- Biodiversitetsrådet kigger snævert på biodiversitet. Men vi mener dog, at rådet anlægger en for snæver og urealistisk vurdering, når de tusindvis af hektar natur, der skabes som resultat af den grønne trepart, kun i begrænset omfang medregnes i rådets opgørelser, siger han.
En af de andre centrale partnere bag Grøn Trepart er Danmarks Naturfredningsforening.
- Rapporten slår fast med syvtommersøm, at Danmark er et uland, når det kommer til at beskytte natur, siger præsident i foreningen Maria Reumert Gjerding.
- Vi bruger milliarder på erhvervsstøtte til landbrug, fiskeri og skovbrug, som i de fleste tilfælde er skadelig for biodiversiteten. Vi bruger alt for få penge på egentlig naturgenopretning og beskyttelse. Det bør der laves om på, siger hun.
Derfor er det for hende afgørende, at politikerne på Christiansborg snart får besluttet en natur- og biodiversitetslov, som forpligter til at genoprette naturen og sikrer den nødvendige finansiering.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.
























