Med en rekordhøj stemmeprocent på 77,7 har HK´erne i kommuner og regioner godkendt den nye overenskomst på området - med en klar ja-procent på 95,2 procent, oplyser HK.
- Vores medlemmers ønsker om lønforbedringer og mere fleksibilitet er i høj grad blevet indfriet, lyder det fra HK Kommunals formand formand Lene Roed.
- Opbakningen fra medlemmerne giver legitimitet til hele aftalesystemet. Vores faglige fællesskab og den danske model har et bundsolidt fundament i de engagerede medlemmer, tilføjer hun.
Overenskomsten dækker 58.000 HK´ere - bl.a. sagsbehandlere, lægesekretærer, jobkonsulenter, tandklinikassistenter og socialformidlere.
Ja - men der er hængepartier
Også pædagogerne på det kommunale område har stemt klart ja til deres overenskomst. Her stemte 89,4 pct. for det resultat, fagforeningen BUPL forhandlede sig frem til med KL. Stemmeprocenten var her 60.
På pædagogområdet er der oven i generelle lønstigninger afsat en rekrutteringspulje, der skal gå til ekstra lønstigninger til pædagoger og faglige ledere.
- De nye overenskomster sikrer både pædagoger og pædagogfaglige ledere et pænt lønløft over de kommende tre år, og hertil kommer en række andre forbedringer – herunder en ekstra fridag for mellemgruppen, siger BUPLs formand Elisa Rimpler.
Hun tilføjer, at arbejdsvilkår og faglighed dog fortsat er presset for både pædagoger og ledere:
- Men KL ville heller ikke denne gang gå med til at sikre pædagoger forberedelsestid, selvom vi ved, det har positiv betydning for arbejdsmiljøet og forskningen viser, at det styrker kvaliteten, siger Elisa Rimpler.
- Det lykkes os heller ikke at få flere håndfaste rettigheder, når vores børn er syge. Derfor er det to vigtige områder, vi vil arbejde strategisk videre med i tiden frem mod næste overenskomstforhandlinger i 2029, tilføjer BUPL-formanden.
Som tidligere omtalt har også sygeplejersker, socialpædagoger og lærere stemt klart ja til OK26.
cwa
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.












