HOLBÆK / KALUNDBORG: Projektet Overskudsvarme til Sjælland, som har til hensigt at sikre udnyttelse af overskudsvarme fra industrien i Kalundborg er kommet et skridt nærmere realisering, efter et flertal i Holbæk Kommunes kommunalbestyrelse har godkendt en hensigtserklæring om at stille økonomisk garanti. Projektet kan levere fjernvarme til mere end 50.000 husstande på Sjælland. Det oplyser Synergi i en pressemeddelelse.
Kalundborg Kommune har tidligere truffet en tilsvarende beslutning, og de kommunale garantier er afgørende for at realisere projektet, der samlet ventes at koste omkring 5 mia. kr. Samtidig arbejdes der på at sikre 1 mia. kr. i støtte fra EU’s Innovation Fund, mens resten af finansieringen skal findes via blandt andet fonde og kommunegaranterede lån.
Projektet indebærer, at overskudsvarme fra industrien i Kalundborg ledes ind i fjernvarmenettet i stedet for at gå tabt. Dermed kan blandt andet gas erstattes i opvarmningen, hvilket ifølge Synergi reelt kan være en 'game changer' for den grønne omstilling af boligopvarmningen.
- Det her er præcis den type projekt, der kan flytte den grønne omstilling af boligopvarmningen fra ambition til virkelighed. Vi har en kæmpe energikilde lige foran os i form af overskudsvarme, som alt for ofte går til spilde. Hvis vi lykkes med projekter som det her, kan Danmark vise, hvordan man både sænker udledningerne og bruger energien langt mere intelligent. Perspektiverne er enorme, siger Claus Ekman, adm. direktør i Synergi.
Ifølge Synergi bliver kun 13 pct. af den industrielle overskudsvarme i dag genanvendt i Danmark. Samtidig viser en analyse fra Danfoss, at der i Europa går 2.860 TWh overskudsvarme tabt.
- Overskudsvarme er Europas største uudnyttede energikilde. Vi skal blive meget bedre til at genanvende overskudsvarme til både boligopvarmning og produktion. Det kan blive en kæmpe gevinst for klimaet, hvor vi både mindsker behovet for olie, kul og gas og samtidig reducerer belastningen af et presset elnet ved at udnytte overskudsvarmen langt mere effektivt, siger Claus Ekman.
I Danmark spildes årligt 11,4 TWh overskudsvarme. I dag står overskudsvarme for 3,5 pct. af fjernvarmen, men ifølge Varmeplan Danmark kan hele fjernvarmeforbruget i 2045 dækkes af overskudsvarme og geotermi.
amp
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.












