dkmedier
dkindkob
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
doi
AKTUELT:Finanslov 2026BeredskabGrøn trepartBudget 2026Podcast: Ledelse i forandringKV25Kunstig Intelligens
Medlemmer af den lokale trepart for Ringkøbing Fjord debatterede fremskrift og udfordringer i omlægningsarbejdet med minister for grøn trepart Jeppe Bruus – og overrakte ham et kort over trepartens område.
Trepart for Ringkøbing Fjord

Bump på vejen, men også enighed i lokale treparter

Næsten alle lokale grønne treparter har afleveret deres planer. Fra Ringkøbing Fjord efterlyses klare rammer for det videre arbejde, og Lyngby-Taarbæk pointerer en udfordring med skovbyggelinjer.
8. NOV 2025 11.55

Der er bump på vejen for flere af de lokale grønne treparter, her kort før deadline for aflevering af deres planer for omlægning af landbrugsjord til skov og natur.

I går, fredag, så det kortvarigt ud til, at alle 23 lokale grønne treparter var i mål, men så trak Lokal Trepart Øresund en pressemeddelelse tilbage, da forskellige delelementer endnu ikke var på plads. Det oplyser Ministeriet for Grøn Trepart, som har ringet rundt og konstateret, at der faktisk er flere af treparterne, som mangler de sidste detaljer for at være helt i mål.

Dog ser det ud til, at alle snart er helt klar til næste fase, hvor byrådene skal godkende planerne, senest i december. 

Bump på vejen

Den største lokale trepart, Lokal Trepart Limfjorden, med deltagelse af 18 kommuner har, ifølge DR opgivet at aflevere en plan, der lever op til målsætningen alle steder. Thisted og Morsø kommuner har ikke villet være med til at udtage så meget landbrugsjord, som det kræver for at nå det nødvendige reduktionsmål for Thisted Bredning, der er en del af Limfjorden. Her når man kun 74 procent af vejen, hvilket møder forståelse hos formanden:

- En ting er, at de tager rigtig mange tusinde hektar ud til lavbundsjorder og vådområder, men det kræver jo også 8-9.000 hektar ekstra bare i Thisted Kommune, siger Henrik Dalgaard (K), byrådsmedlem i Vesthimmerland.

Lokal Trepart Øresund, med 24 sjællandske kommuner blandt deltagerne offentliggjorde fredag i en pressemeddelelse, at de havde afsluttet arbejdet, men har siden trukket pressemeddelelsen tilbage, efter der opstod uenighed om nogle formuleringer i pressemeddelelsen. 

Der foreligger forsat en aftale, men der er opstået uenighed om to arealer i Halsnæs Kommune, oplyser formand Hanne Berg (SF), byrådsmedlem i Fredensborg. Treparten vil i den kommende uge udsende en pressemeddelelse med flere detaljer, men aftalen er altså i første omgang på plads. 

Heller ikke den lokale trepart for Isefjord og Roskilde Fjord er kommet helt i mål, fremgår det af en pressemeddelelse.

Efter syv måneders arbejde er der en omlægningsplan klar til at sikre bedre vandkvalitet og reducere udledningen af CO2. De 20 kommuner, Danmarks Naturfredningsforening og Naturstyrelsen anbefaler den, men i Roskilde kan Landbrug & Fødevarer ikke bakke op om alle dele, og derfor kan landbrugets organisation ikke anbefale den samlede plan.  

- Jeg havde naturligvis gerne set, at der var fuld enighed om den samlede plan inden tidsfristen den 1. november. Det nåede vi ikke, men jeg har tillid til, at det sidste falder på plads også i Roskilde Kommune, siger forperson Grethe Saabye (K), viceborgmester i Lejre.

Enighed på Djursland og omkring Øresund

For Lokal Trepart Djursland er det lykkedes at opnå enighed, og resultatet er en samlet plan med 78 projekter på forskellige stadier, oplyser treparten.

Projekterne har primært til formål at reducere udledningen af kvælstof på Djursland, samtidig med at der arbejdes for at genskabe lavbundsarealer og vådområder samt styrke biodiversiteten gennem mere sammenhængende naturområder.

- Vi står nu med et projektkatalog, der kan skabe markante forandringer i landskabet – til gavn for miljø, natur og biodiversitet på Djursland. Samtidig har vi formået at balancere hensynet til den lokale fødevareproduktion, lyder det fra en tilfreds formand, Kim Lykke Jensen (SF), teknikudvalgsformand i Syddjurs. 

Fredag faldt også aftalen om grøn trepart for Mariager Fjord på plads, oplyser treparten. 

- Det her har været en af landets sværeste omlægningsopgaver, og alligevel er vi nået i mål. Det skyldes, at vi har holdt fast i både miljøet og det lokale ejerskab. Vi reducerer kvælstofudledningen, vi mindsker CO2 fra de drænede jorde, og vi skaber nye naturområder i stor skala. Det er alt i alt et samlet løft for hele fjorden, siger formand Jens Riise Dalgaard (S), byrådsmedlem i Mariagerfjord.

En opfordring til ministeren

Allerede tidligere på ugen præsenterede treparten for Ringkøbing Fjord sin plan for minister for grøn trepart Jeppe Bruus (S), oplyser treparten. Formand Ole Nyholm Knudsen (V), der også er teknikudvalgsformand i Ringkøbing-Skjern, understregede, at områdets lodsejere har været involveret allerede på et tidligt tidspunkt.

- Det betyder, at den plan, som de har afleveret, har gode forudsætninger for at blive til virkelighed, kvitterede Jeppe Bruus.

Medlemmerne af Ringkøbing Fjord-treparten efterlyser samtidig klare rammer for det videre arbejde.

- Det her er en kæmpe øvelse, og vi håber meget, at I fra nationalt hold vil være med til at løse flaskehalsene, hvis der f.eks. kommer til at mangle jordfordelere, eller hvis der bliver kø på behandlingen af ansøgninger, sagde næstformand Kasper Pauli Pedersen (S), der også er formand for Klima-, Natur- og Bæredygtighedsudvalget i Ikast-Brande.

I Lyngby-Taarbæk har man haft så store udfordringer med en konkret del af den grønne trepart, nemlig ambitionen om at rejse mere skov, at man har set sig nødsaget til at skrive til ministeren.

- Når en kommune eller anden offentlig myndighed rejser skov, udløses automatisk en 300 meter bred byggelinje omkring hele skoven, skriver kommunen bl.a. med borgmester Sofia Osmani (K) som afsender.

Da Lyngby-Taarbæk Kommune er stort set fuldt udbygget, er det derfor vanskeligt at finde egnede steder til skovrejsning, fremhæver kommunen. Det betyder, at et lille skovinitiativ kan få uforholdsmæssigt store konsekvenser for borgerne og erhvervsvirksomhederne i nærområdet og begrænse fremtidig byudvikling. 

Jeppe Bruus har kvitteret for brevet og lover i sit svar, at Ministeriet for Grøn Trepart vil skærpe opmærksomheden omkring udfordringer med skovbyggelinjen.

Omlægningsplanerne skal godkendes af Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø. Derefter – og senest i december – skal kommunalbestyrelserne principvedtage arealomlægningsplanerne. 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dknyt.dk/artikel/bump-paa-vejen-men-ogsaa-enighed-i-lokale-treparter

GDPR