
Af Kim Rosenkilde Nielsen
[email protected]
Rigidt. Kontrol frem for tillid. Ingen hjælp til at komme i job, men i stedet mistro, kulde og afvisning. Sådan beskriver ledige jurister og økonomer deres møde med det kommunale beskæftigelsessystem i en ny undersøgelse, som fagforbundet DJØF har lavet.
- Det virker som om, at systemet med andre aktører har spillet fallit, og der samtidig er opbygget et massivt kontrolsystem for at sikre, at kommunerne får refusion fra staten. Refusionen er tilsyneladende blevet hovedformålet frem for at få nogen i arbejde, siger Finn Borch Andersen, formand for DJØF.
Kun tre pct. af de adspurgte djøfer mener entydigt, at aktiveringen har gavnet dem i deres jobjagt. 84 pct. mener, at arbejdsmarkedssystemet mangler tillid til de ledige, og 76 pct. oplever de mange regler som unødig kontrol.
Både de kommunale jobcentre og de såkaldte andre aktører får et drag over nakken af akademikerne. Kun fire pct. mener, at jobcentrene kender nok til deres arbejdsmarked.
Ifølge Finn Borch Andersen er det flere elementer i beskæftigelsesindsatsen, der ikke virker.
- For det første oplever de ledige unødig kontrol på grund af kommunernes behov for at dokumentere deres indsats, hvis de skal sikre sig refusion. For det andet er har de private aktører simpelthen ikke har den faglige viden, der skal til for at hjælpe de ledige med en længervarende uddannelse. Og for det tredje er hele regeringens tilgang misforstået, siger Finn Borch Andersen.
Virksomhederne er svaret
Beskæftigelsesmininster Inger Støjberg (V) har svaret tilbage på de kritiske røster fra Djøf ved at understrege, at der arbejdes intenst på at afvikle den unødvendige bureaukrati på området. Men det er kun fem pct. af djøferne, der oplvere, at der er sket nogen forbedring af bureaukratiet.
- Jeg ville så gerne kunne sige, at afbureaukratiseringent hjælper. I teorien lyder det rigtigt, og jeg vil støtte op om det til enhver tid. Men jeg mangler simpelthen at se nogle initiativer fra beskæftigelsesmininstseren, som også fungerer i praksis, siger Finn Borch Andersen.
Hans alternative vision for en beskæftigelsesindsats målrettet de højtuddannede kan sammenfattes meget kort.
- Små og mellemstore virksomheder, siger Finn Borch Andersen og uddyber:
- Ved sidste ledighedsperiode i starten af det her årtusinde blev der postet penge i at få matchet små og mellemstore virksomheder med ledige djøfer - og det virkede, siger han.
Om undersøgelsen
DJØF har inviteret 1.640 af sine ledige medlemmer til at deltage. 388 har svaret, hvilket giver en svarprocent på 26.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.