dkmedier
dkindkob
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
doi
Byrådsmedlem Søren Frandsen (SF) fik sit forslag om lokale beredskaber med i kommunens budgetaftale for 2026.
Favrskov Kommune

Favrskov vil styrke beredskabet gennem frivillige lokale fællesskaber

I Favrskov Kommune vil man gennem lokalt forankrede beredskaber sikre, at hjælpen fra det offentlige kommer ud til de mennesker, der har allermest brug for det i tilfælde af krise.

FAVRSKOV: Nu er beredskabsanbefalingerne fra Ministeriet for Samfundsikkerhed og Beredskab landet, og kommunerne har derfor en bedre idé om, hvordan de skal sætte ind i forhold til deres mest sårbare borgere. 

Anbefalingerne peger bl.a. på, at kommunerne skal styrke samarbejdet med frivillige og civilsamfundet – og netop det har man allerede besluttet i Favrskov Kommune.

I kommunens budget for 2026 fremgår det, at kommunen vil øge kriseberedskabet og sikre, at det er lokalt forankret, så borgerne i højere grad kan hjælpe hinanden.

- Hvis vi sørger for, at man ude i lokalsamfundene hjælper hinanden i krisesituationer, så sikrer vi, at hjælpen fra det offentlige kommer ud til de mennesker, der har allermest brug for det, siger byrådsmedlem Søren Frandsen (SF), som kom med forslaget i budgetforhandlingerne.

Han påpeger, at forskning på området viser, at borgerne forventer, at det offentlige træder til i en krisesituation, og det kan derfor være en udfordring, hvis for mange borgere forventer netop det.

Kommunen skal facilitere samarbejdet

Søren Frandsen mener, at det er oplagt at styrke både kommunens, statens og det civile beredskab på samme tid. 

- Civilsamfundet kan nogle andre ting. De kan komme tættere på den enkelte borger, end vi kan som stat og kommune. Borgerne i lokalsamfundene har en bedre viden om, hvilke borgere der kan have brug for en hånd i ryggen, siger han.

Håbet er, at de lokalt forankrede beredskaber kan træde til, ligegyldigt hvilken krise der opstår. 

Det er endnu ikke helt udpenslet, hvordan de lokale beredskaber præcist skal organiseres, men tanken er, at kommunen skal facilitere kontakten mellem allerede eksisterende lokale fællesskaber.

- Vi skal hjælpe civilsamfundet med at finde hinanden, men kommunen skal ikke stå for det frivillige lokale beredskab. Det skal ikke være en offentlig opgave, men en opgave, der løses af civilsamfundet, forklarer Søren Frandsen.

Han har ikke hørt om lignende tiltag i andre kommuner og håber, at Favrskov kan være en inspiration i arbejdet med at styrke beredskabet gennem de lokale fællesskaber.

- Det er vigtigt, at vi generelt i befolkningen får en bevidsthed om, hvad vi kan gøre for hinanden i krisesituationer, og så er det også en god måde at skabe nære lokale fællesskaber på, siger han.

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dknyt.dk/artikel/favrskov-vil-styrke-beredskabet-gennem-frivillige-lokale-faellesskaber

GDPR