
VEJLE: Vejle sætter som de første fokus på, at beskæftigelsesindsatsen skal skabe resultater. Indsatsen skal få de ledige i arbejde eller uddannelse og ikke blot opfylde formelle krav. Samtidig sætter Vejle Kommune den ledige borgers tilfredshed i centrum.
Vejle Kommune indfører derfor systematiske tilfredsheds- og udviklingsmålinger blandt de aktiverede ledige.
- Vi ser og hører jo mange historier om indholdsløs aktivering. Derfor er jeg meget glad for, vi som de første i landet i stedet sætter fokus på dialogen og kvaliteten i aktiveringsindsatsen, udtaler jobudvalgsformand Christa Laursen (S).
Hidtil har Vejle som landets øvrige kommuner fokuseret mere snævert på at få de ledige i aktivering, for at overholde de statslige krav om aktive tilbud på bestemte tidspunkter. I Vejle vil man nu flytte fokus og i stedet sætte resultaterne foran processen.
Udvider pilotprojekt
Målingerne skal sikre en god dialog med de ledige, og samtidig sørge for at aktiveringsindsatsen reelt har en effekt og hjælper borgerne på vej mod uddannelse eller job.
Det er næstformand i jobudvalget, Anja Daugaard (V), tilfreds med:
- Vi ved jo godt, at det ikke bare er et spørgsmål om at have glade og tilfredse ledige. Det er i høj grad også et spørgsmål om at give dem et tilbud, der så hurtigt som muligt hjælper dem ud af offentlig forsørgelse.
Initiativet kommer på baggrund af et pilotprojekt om resultatbaseret styring, som Vejle Kommune fra starten af året har kørt på beskæftigelsesområdet. De foreløbige resultater er så positive, at man fra jobudvalgets side nu ønsker at udvide indsatsen til samtlige ledige.
ka
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.