KØGE: Køges borgmester Marie Stærke (S), som samtidig er formand for kommunesamarbejdet 9+, er særdeles tilfreds med Trafikstyrelsens nye redegørelse, der entydigt peger på nybygningsløsningen mellem Ringsted og København - når der i den nærmeste fremtid skal tages politisk stilling til, hvordan jernbanenettet på Sjælland skal udbygges. Alternativet til den såkaldte nybygningsløsning er at bygge et 5. spor mellem Roskilde og København.
- Nybygningsløsningen giver fire gange så mange passagerer og kortere rejsetider mellem landsdelene. Og så kan den nye jernbane anlægges uden at genere den eksisterende togdrift, fremhæver borgmesteren.
Derudover dokumenter Trafikstyrelsen, at en nybygningsløsning miljømæssigt er klart bedst.
- Der er færre støjgener og større reduktioner af CO-2-udledningen ved nybygningsløsningen, påpeger Marie Stærke.
Fremtidssikret
Hun hæfter sig ved, at Trafikstyrelsen understreger, at nybygningsløsningen er fremtidssikret og dermed forrenter sig bedst rent økonomisk.
- En 5. sporsløsning giver ingen overskudskapacitet på skinnerne, hvorimod nybygningsløsningen rummer en overskudskapacitet der gør, at vi i mange år fremover har plads nok på det sjællandske jernbanenet, siger Marie Stærke.
Folketingets partier går nu i gang med forhandlingerne, og Marie Stærke forventer en hurtig beslutning.
- Nu er der vist ikke mere at komme efter. Vi har ventet i årevis på resultaterne af disse beregninger og undersøgelser og nu foreligger de endelig. Alle sammen til fordel for nybygningsløsningen. Det er bare at stemme ja, lyder det fra Køges borgmester.
tj
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.