SJÆLLAND: 14 kommuner med blandt andet København, Odense, Aalborg og Esbjerg danner nu fælles front for en ny jernbane mellem København og Ringsted via Køge. En ny jernbane er tvingende nødvendig, hvis regeringens timemodel for togtrafikken skal blive en realitet, lyder hovedargumentet - formidlet af Køge Kommune.
Imod nybygningen står 10 kommuner med Høje-Taastrup, Solrød og Roskilde i spidsen.
Transportminister Lars Barfoed lagde mandag vejen forbi Køge for at drøfte mulighederne for banetrafikken i Danmark og på Sjælland med de 10 borgmestre fra 9+ kommunesamarbejdet. På den baggrund sender de ti kommuner sammen med København, Odense, Aalborg og Esbjerg følgende fælles udtalelse om fremtidens transportinvesteringer:
'Effektive transportsystemer er afgørende for at sikre vækst og udvikling i fremtidens Danmark. Bedre togforbindelser er her et både hurtigere og mere miljøvenligt alternativ til bil og fly.
Vi bakker stærkt op om Regeringens mål om at mindske rejsetiden mellem de største byer til blot én time. Hvis visionen skal blive til virkelighed, kræver det holdbare investeringer i jernbanen nu. Der skal mere kapacitet til for at kunne håndtere de hurtigere forbindelser.
På sjællandssiden er der reelt kun én måde at sikre tilstrækkelig kapacitet på: ved at etablere en ny jernbane mellem København og Ringsted via Køge. Timemodellen kan kun lade sig gøre med denne nybygningsløsning, mens kapaciteten hos alternativet - et ekstra spor mellem Hvidovre og Høje Taastrup - vil være brugt op i det øjeblik, det kan tages i brug. Nybygningsløsningen giver samtidig størst regularitet og driftsstabilitet med en ekstra trafikåre til København og færrest gener i anlægsperioden.
Der har gennem en årrække været fremlagt nye analyser og undersøgelser om den sjællandske linjeføring i en stadig strøm. Vi ser stærkt frem til, at Folketinget nu træffer den rigtige beslutning - i form af en ny jernbane mellem København og Ringsted via Køge. En jernbane til gavn for hele Danmark.'
Udover København, Odense, Aalborg og Esbjerg bakkes udtalelsen op af 9+ kommunerne Faxe, Guldborgsund, Lolland, Næstved, Ringsted, Slagelse, Sorø, Stevns, Vordingborg og Køge kommuner. De 14 kommuner repræsenterer godt 1,5 mio. borgere.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.