
RINGKØBING-SKJERN: Alle medarbejdere skal inddrages, når der skal findes nye veje til service til borgerne. Målet er at få mere for pengene, skriver kommunen.
Medarbejdernes idéer er således det grundlag, som kommunens nye innovationsstrategi bygger på. Og det handler om at gøre arbejdet smartere inden for alle områder af kommunens service.
- Med medarbejdernes hjælp kan vi komme vanetænkningen til livs inden for eksempelvis børnepasning, ældrepleje og genbrugspladser. Vi skal finde nye veje og metoder, der gør, at vi kan få mere ud af pengene i fremtiden, siger direktør Anette Ørbæk Andersen.
Det er helt nødvendigt at finde nye løsninger i fremtiden. Med en stigende efterspørgsel efter velfærdsydelser kan medarbejderne ikke bare løbe hurtigere. Der skal smartere måder til, og der skal nye tekniske løsninger til for at få pengene til at række.
Rent praktisk får medarbejderne et elektronisk værktøj, som de kan bruge til at aflevere deres idéer, til videreudvikling og til inspiration mellem kolleger.
Innovations-team bliver uddannet
19 medarbejdere fra forskellige fagområder bliver i foråret uddannet til at arbejde i det såkaldte innovationsteam, som hele organisationen kan trække på efter behov.
Desuden bliver alle ledere i kommunen tilbudt et modul i innovationsledelse under diplomuddannelsen for ledere, så de får styrket deres kompetence inden for innovation.
- Det handler om at skabe en kultur, hvor vi er mere modige og tør gå nye veje. Vi skal bruge vores nysgerrighed - og lade os inspirere af hinanden til at turde tænke og vove ny praksis, siger Anette Ørbæk Andersen.
For yderligere at udbrede både kulturen og idéerne vil de gode historier blive fortalt på intranettet, så medarbejderne også dér kan blive inspireret til selv at tænke nyt - og innovativt.
mou
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.