Det mener politiske analytikere fra både Politiken, Berlingske og B.T.
Søndag aften skrev Nadja Isaksen på Facebook, at hun melder sig ud af Borgernes Parti og fortsætter som løsgænger.
Hun er dermed det tredje medlem, der blev valgt ind for partiet ved folketingsvalget i marts, som har forladt Borgernes Parti.
Stifter og formand for partiet Lars Boje Mathiesen står tilbage som den sidste person i folketingsgruppen.
- Det er aldrig set før i dansk politisk historie, siger Berlingskes politiske kommentator, Bent Winther.
Politikens politiske analytiker kalder det en total nedsmeltning og mener heller ikke, at der er et lignende fortilfælde.
- Vi har set partier smuldre, blandt andet det gamle Fremskridtspartiet, men ud af det kom Dansk Folkeparti, som endte med at blive meget stabilt, siger Elisabet Svane til Politiken.
- Det samme gælder Liberal Alliance, der var nede og skrabe bunden i meningsmålingerne, men de lavede et comeback, fordi der var noget at bygge på. Her er der bare Lars Boje, tilføjer hun.
B.T.'s politiske analytiker mindes ikke, at han nogensinde har oplevet et parti falde så hurtigt fra hinanden. Han mener, at partiformanden har tabt det hele på gulvet.
- Nu peger pilen på Boje, som ikke længere bare kan sige, at det blot var en enkelt tosse, der trak sig, siger Henrik Qvortrup til B.T.
Jyllands-Posten retter også en skarp kritik af Lars Boje, som bliver kaldt den pauseklovn, som dansk politik ikke har brug for.
Jacob Harris var det første medlem, der forlod Borgernes Parti. Han blev ekskluderet kort efter folketingsvalget.
Efterfølgende forlod Emilie Schytte partiet og rettede hård kritik mod formanden på vejen ud.
Både Jacob Harris og Emilie Schytte er løsgængere.
Jacob Harris har søndag opfordret Lars Boje til at trække sig som partiformand.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.










