AKTUELT:FV26KL TopmødeFinanslov 2026BeredskabOK26Grøn trepartBudget 2026Podcast: Ledelse i forandring
Siden 2021 er andelen af socialpædagoger blandt det borgerrettede personale faldet fra 45 til 41 procent.
Mette Ovgaard

Andelen af socialpædagoger falder på landets bosteder og sociale tilbud

Der bliver færre socialpædagoger på landets bosteder og sociale tilbud. Socialpædagogernes formand efterlyser en national rekrutteringsplan. 

Andelen af uddannede socialpædagoger på landets socialpædagogiske tilbud er faldet markant de seneste år.  Det viser en ny rapport fra Rambøll, der har undersøgt uddannelsesniveauet blandt medarbejdere på socialområdet. 

Analysen viser, at andelen af socialpædagoger blandt medarbejderne er faldet fra 45 til 41 procent fra 2021 til 2024. Det kommer efter et tilsvarende stort fald i årene 2015 til 2020.

Og det bør få alarmklokkerne til at ringe, mener Benny Andersen, formand for Socialpædagogerne:

- Det er uddannede socialpædagoger, der udgør selve kernen, når vi skal sikre den rette faglige støtte til udsatte og sårbare borgere. Derfor bekymrer det mig dybt, at andelen af socialpædagoger fortsætter med at falde. Mennesker med komplekse handicap, svære psykiske lidelser samt udsatte børn, unge og voksne skal mødes med stærk faglighed, og nok af den, siger han i en pressemeddelelse og fortsætter:

- Derfor vil jeg opfordre en kommende regering til at lave en national rekrutteringsplan, som kan sikre flere uddannede socialpædagoger. Mens kommuner og regioner allerede nu bør få lavet en plan for at øge andelen af socialpædagoger. Det handler grundlæggende om at sikre, at der er kvalitet i indsatsen på det specialiserede socialområde. 

Mulig indflydelse på borgernes livsmuligheder 

Den nye rapport dokumenterer desuden - ifølge Rambøll selv - "statistisk signifikante sammenhænge mellem andelen af socialpædagoger og borgernes livsmuligheder". 

På børne- og ungehjem med en højere andel socialpædagoger har de anbragte børn og unge både stærkere tilknytning til folkeskolen og ungdomsuddannelser og større sandsynlighed for at gennemføre en uddannelse og komme i arbejde. Og på voksenområdet viser analysen, at borgere på tilbud med en højere andel socialpædagoger har lavere risiko for at begå kriminalitet.

- Socialpædagoger gør en reel forskel for udsatte og sårbare menneskers muligheder i livet. Rambølls rapporter sætter to streger under den opskrift, som vi ved virker på socialpædagogiske tilbud: Ansæt medarbejdere med rette faglighed – og nok af dem. Det er både dyrt menneskeligt og økonomisk dyrt for samfundet at lade være, siger Benny Andersen. 

ap

 

 

 

 

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dknyt.dk/artikel/andelen-af-socialpaedagoger-falder-paa-landets-bosteder-og-sociale-tilbud

GDPR