Af Erik Fabrin (V), formand KL
I en kronik i Politiken den 21. december skriver Mette Kindberg, næstformand i HK, og Dennis Kristensen, formand for FOA, at kommunerne er ligeglade med, om lov om ligeløn bliver overholdt, og at vi befinder os i en tilstand af total lovløshed på ligelønsområdet. Årsagen er, at kommunerne ikke udarbejder kønsopdelte lønstatistikker, og ministeren gør ikke noget ved det, skriver Erik Fabrin i et modsvar.
Mette Kindberg og Dennis Kristensen har åbenbart glemt, at de har indgået en aftale med KL om statistikgrundlag for de lokale lønforhandlinger. Og de har åbenbart glemt, at så finder ligelønslovens § 5a om lønstatistikker ikke anvendelse. Med aftalen er lovens krav nemlig allerede opfyldt, og det har været sådan siden 2002, altså fem år før loven blev gældende på det øvrige arbejdsmarked.
Aftalen om statistikgrundlag for de lokale lønforhandlinger er indgået mellem KTO (som repræsenterer både HK og FOA) og KL. Aftalen beskriver i detaljer, hvordan statistikken skal udformes, og at den skal opdeles på køn. Det fremgår også af aftalen, at det er kommunens ansvar at udarbejde statistikken, og at den er til brug for de lokale lønforhandlinger.
Der er nye midler at forhandle om ved de lokale lønforhandlinger pr. 1.4. 2010 for stort set alle personalegrupper. En række steder er forhandlingerne allerede i gang.
Kommunerne fremlægger i den forbindelse den aftalte lønstatistik. Og skulle der være en enkelt kommune, som ikke har fået udarbejdet materialet til første forhandlingsmøde, så er tillidsrepræsentanten - eller hvem der nu repræsenterer den forhandlingsberettigede organisation lokalt - selvfølgelig i sin gode ret til at bede om materialet.
Og det vil blive fremskaffet ganske hurtigt. Kommunerne har ikke noget at skjule på ligelønsområdet.
Ligelønsområdet i kommunerne er således ikke det rene vilde Vesten. Det har KL været med til at sikre, bl.a. sammen med HK og FOA.
tj
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.