
FREDENSBORG: Mens vi også i år har oplevet, at regnen er faldet i store mængder, er der blevet arbejdet på højtryk ved Usserød Å i Kokkedal på netop at styre vandmasserne og mindske risikoen for oversvømmelser langs åen - men også for at skabe en å med bedre miljø.
Med færdiggørelsen af det såkaldte dobbeltprofil - hvor der på en to kilometer lang strækning er gjort plads til, at åen kan svulme op, når vandstanden stiger - samt etableringen af et ca. 1 km langt dige, er beboerne langs åen langt bedre stillet ved næste skybrud, og samtidig er der skabt et bedre og mere interessant å-forløb, fortæller Fredensborg Kommune.
Projektet er en del af det igangværende store klimatilpasningsprojekt i Kokkedal, der er resultatet af et partnerskab mellem Fredensborg Kommune og Realdania med støtte fra Lokale- og Anlægsfonden og de to almene boligselskaber ab Hørsholm-Kokkedal og Boligselskabet 3B. Målet er at forene klimatilpasning med byudvikling, for derved at nytænke en klassisk dansk forstad.
Sidste gang Usserød Å gik over sine bredder var i august 2010, da området blev ramt af et massivt skybrud - en såkaldt 100-års hændelse. Dengang medførte det store økonomiske konsekvenser for boligejere langs åen, da huse og haver blev oversvømmet.
God dialog
- Da åen gik over sine bredder sidst lovede vi byrådsmedlemmer, at vi ville gøre alt, hvad vi kunne for at hjælpe beboerne og arbejde for at minimere risikoen for oversvømmelser. Vi fandt pengene og gik i gang med arbejdet. Nu kan vi se de første væsentlige resultater, og selvom vi ikke er herre over vejret, tror jeg fuldt og fast på, at projektet vil have stor effekt, siger borgmester Thomas Lykke Pedersen (S).
Formanden for Miljø- og Teknikudvalget Flemming Rømer (DF) glæder sig over, at både dige og dobbeltprofil er blevet til efter tæt samarbejde med naboerne:
- Vi har hele tiden været i dialog med både grundejerforeninger og boligselskaber langs åen - både for at sikre lokal opbakning til projektet, men også for at vi kunne forene kræfterne og trække i samme retning. Det har været et forbilledligt samarbejde, som jeg tror andre kommuner landet over kan lære af, når de skal til at klimasikre.
Arbejdet med diget startede i maj i år. Det løber fra Jellerød Parkvej 5 til Parallelvejsstien og langs denne op til Kystbanen. Dobbeltprofilet er blevet til siden efteråret 2011. Det løber fra 150 m nord for Ådalsvej, hvor Donse å løber ind i Usserød å til Ullerødvej.
Både diget og dobbeltprofilen vil blive indviet officielt ved et større arrangement i august måned.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.