FREDENSBORG: Den foreløbige konklusion er klar: Uanset at beredskabet i det store hele fungerede - og det langt bedre end sidst der var oversvømmelser - så er der på flere konkrete punker behov for at skærpe opmærksomheden og gøre det endnu bedre, oplyser Fredensborg Kommune.
En anden af hovedkonklusionerne fra mødet var, at et regnvejr af den kaliber, der ramte Fredensborg Kommune i lørdags under alle omstændigheder havde ført til oversvømmelser. Ingen kloakker i landet er dimensioneret til at kunne klare mere end 100 millimeter på ganske få timer.
Derimod blev de oversvømmede områder væsentligt hurtigere tørlagt sammenlignet med de oversvømmelser, der hærgede kommunen i 2007. Det skyldes bl.a., at de etablerede pumpesystemer og afløb fungerede, og at der blev sat massivt ind fra mange sider. Disse foranstaltninger kunne dog ikke have forhindret store oversvømmelser i området omkring Usserød Å, som er særligt sårbart.
Vejrudsigten var afgørende
Her fik det desværre betydning, at der ikke indløb varsler fra DMI om kraftigt regnvejr. Normalt dimensioneres beredskabet bl.a. efter varsler fra DMI, og kommunen træffer på den baggrund foranstaltninger fra gang til gang. Eksempelvis ved at flytte sandsække til udsatte områder og ved at sikre ekstra pumpekapacitet.
Det betød, at der lørdag aften gik unødig tid med at indkalde mandskab og hente materiel.
- En af hovedkonklusionerne fra dagens mød, er, at vi skal blive endnu bedre til at håndtere situationer, der kommer fuldstændig uventet, sådan som det uvarslede uvejr gjorde det. Det tog for lang tid før indsatsen blev rigtigt skaleret. Derfor har jeg bl.a. taget initiativ til, at vi skal have lavet en særskilt beredskabsplan for området omkring Usserød Å. Samtidig vil vi gerne have input fra borgere, der har oplevet mangler i den kommunale beredskabsindsats. Jeg vil derfor også tage initiativ til snarest at indkalde til et møde med de berørte borgere. Kun ad den vej kan vi blive bedre. Men den bedste måde at undgå lignende situationer;, det er altså at forebygge, og her ligger det mig meget på sinde, at vi nu engang for alle finder en varig og holdbar løsning for området omkring Usserød Å og andre udsatte områder, siger borgmester Thomas Lykke Pederser (S)
Kontakten til myndighederne
Flere borgere oplevede, at de ikke kunne finde akutnumre til myndighederne, og at det samtidig var svært at komme igennem pr. telefon. Myndighedernes akutnumre har hele tiden været på kommunens hjemmeside, men der vil nu blive oprettet et særligt link på hjemmesidens forside, så man hurtigt og nemt kan finde samtlige akutnumre og andre relevante telefonnumre i forbindelse med f.eks oversvømmelser. Derudover vil der fremover være et link til DMI´s varsler om vejr.
Som led i den samlede evaluering vil Fredensborg Kommune snarest indkalde de berørte borgere til et møde, og allerede i denne uge tage en første diskussion med repræsentanter fra de relevante grundejerforeninger. Kommunen vil samtidig meget gerne høre fra borgere, der har spørgsmål, forslag eller oplevelser i forbindelse med kommunens beredskabsindsats i weekenden. Kommunen vil også meget gerne høre fra borgere, der har konkrete oplevelser i forhold til, hvordan situationen omkring oversvømmelserne i kommunen udviklede sig. Informationerne skal bl.a. bruges til de analyser kommunen er i fuld gang med for at sikre, at indsatsen fremover bliver endnu bedre.
tj
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.