MIDTJYLLAND / SYDDANMARK: To regioner vil indføre lægehjælp på varmestuer for at styrke lægedækningen af udsatte borgere.
Region Syddanmark vil fra årsskiftet indføre, at udsatte og hjemløse vil kunne blive tilset af en læge hos Kirkens Korshærs varmestuer i Odense og Esbjerg. Det gør man for at sikre, at sygdomme, misbrug og psykiske lidelser bliver behandlet.
For at imødekomme forskellige barriere med tidsbestilling og MitID vælger man, at den praktiserende læge skal have en fast og forudsigelig tilstedeværelse i varmestuen.
Lægen vil få mulighed for at behandle småskader og tage prøver og målinger. Derfra kan lægen og borgeren beslutte, om der skal være yderligere undersøgelser eller behandlinger hos lægen eller på sygehuset.
Projektet udspringer af regionens budgetaftale for 2023, hvor det blev aftalt at undersøge, hvordan nye samarbejdsformer eller indsatser kan styrke lægedækningen af de mest udsatte borgere.
Indsatsen forventes at starte til januar 2026 i en toårig projektperiode. Den årlige udgift forventes at være ca. 500.000 kr.
Regionen vil evaluere projektet efter 1,5 år, hvorefter regionsrådet skal beslutte, om projektet skal fortsætte og eventuelt udvides.
Behandling på borgernes præmisser
I Region Midtjylland vil man også styrke lægehjælpen for udsatte borgere. Første del af indsatsen indebærer, at man tilknytter en speciallæge i almen medicin til Socialmedicinsk Team på Regionshospitalet Gødstrup. Lægen skal ud til væresteder i regionen, der vil afholde åbne konsultationer uden tidsbestilling.
- Mange udsatte borgere opsøger ikke lægehjælp, før det er for sent. Derfor skal sundhedsvæsenet komme tættere på dem – ikke omvendt. Med den nye indsats kan vi give flere den nødvendige behandling i tide, siger regionsrådsformand Anders Kühnau (S) om indsatsen, der kommer efter anbefaling fra regionens midlertidige udvalg for lighed i sundhed.
Målet er at opbygge tillid og skabe fleksibel adgang til behandling på borgernes præmisser.
- Relationen mellem borger og sundhedspersonale er afgørende. Når lægen bliver et kendt ansigt på værestedet og møder borgerne dér, hvor de er, øger vi chancen for, at de tager imod hjælp. Det her handler om at bygge bro mellem mennesker og systemer, siger Else Kayser (EL), formand for det midlertidige udvalg for lighed i sundhed.
Der afsættes 1,2 mio. kr. årligt i perioden 2026-2029 og 200.000 kr. i 2025 til opstart.
Anden del af indsatsen er ved Præhospitalet, hvor der afsættes 600.000 kr. i 2025 til at udvikle og afprøve en ny model for, hvordan paramedicinerbiler kan indgå i arbejdet med socialt udsatte.
JN
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.




























