FREDERIKSHAVN: Det ville altid være en stor opgave at skulle tage over efter den socialdemokratiske bydronning Birgit S. Hansen, der gennem sine mere end 10 år som borgmester i Frederikshavn satte flere lokale og nationale valgrekorder.
Som et resultat heraf har Socialdemokratiet siddet med et absolut flertal i de seneste to perioder. Det flertal blev dog sprængt i luften ved KV25. S mistede 10 mandater, og Venstre og Jon Andersen kunne samle et borgerligt flertal bag sig.
Det bliver ikke alene ud fra det politiske ståsted, at borgmesterskiftet kommer til at kunne mærkes.
- Birgit Hansen og Karsten Thomsen har stået for en æra med absolut flertal i byrådet, mens jeg har erkendt, at min rolle som borgmester med et relativt spinkelt flertal på tværs af fem partier kommer til at blive anderledes, fortæller Jon Andersen
Det handler ikke blot om samarbejdet mellem partierne i byrådet, men også i forhold til involvering af borgerne.
- Efter vi har haft to valg, hvor udfaldet nærmest var givet på forhånd, når borgerne gik til valgurnerne, har det nok gjort borgerne lidt passive, fordi tingene har kørt i en stabil gænge, og det ikke har været nødvendigt at involvere sig. Og fordi man har haft sit eget flertal, har der ikke været det samme behov for at lytte til hinanden, både politikere og borgere, siger Jon Andersen og tilføjer:
- Vi står derfor et sted, hvor vi på en måde skal have genstartet inddragelsen af borgerne.
Et betændt forløb omkring Frederikshavn Havn havde allerede før valget vækket borgernes opmærksomhed og nysgerrighed om, hvad der sker inde i byrådssalen og ikke mindst rystet grunden under det ellers så sikre røde flertal, og det banede vej for Venstre.
Ledelse som kundskab
Jon Andersen landede sit første lederjob i 2001 i Aalborg Lufthavn og har de seneste 20 år haft en række lederstillinger. Evnerne som leder er dog ikke blot noget, der er kommet til ham, men i høj grad noget, der er tillært.
- Med respekt for at det forholder sig anderledes for andre, så er jeg ikke en autodidakt leder, og jeg fandt ret hurtigt ud af, at ledelse er et håndværk.
Jon Andersen har taget en MBA inden for strategisk planlægning og ledelse i organisationer, ligesom han har været på en af verdens førende videregående business schools for ledere i Frankrig samt besøgt London Business School på forløbet Managing the Company of Tomorrow, hvor opholdet handlede om, hvordan man leder mennesker gennem usikre tider og miljøer.
Derudover har Jon Andersen selv undervist i coaching, konflikthåndtering og kommunikation for ledere på det lokale erhvervsakademi.
- Jeg har været heldig at være nogle steder, hvor vi skulle drive nogle forandringer ledelsesmæssigt, som jeg også kommer til at skulle gøre her, fortæller Jon Andersen.
Ledelse i det private adskiller sig dog på en række punkter fra ledelse i et byråd. Derfor er Jon Andersen spændt på samspillet med oppositionspartierne.
- I det private er normen jo, at enten køber man ind på retningen, eller også gør man ikke det. Man er så at sige enten inde eller ude, siger han.
- I politik er det jo lidt anderledes. Selvom vi alle er enige om, at vi gerne vil gøre det bedre for de ældre og tiltrække flere børnefamilier, kan det være en politisk platform at være politisk uenig og tale problemer op. Dybest set er det jo oppositionens arbejde at kvalitetssikre flertallets arbejde, men der kan altid være nogen, der har et behov for politisk at positionere sig mod en ny valgkamp, siger Jon Andersen.
Politisk nybegynder
Jon Andersen har i dag flere bestyrelsesposter, men jobbet som borgmester bliver første gang, at han skal folde sig ud som politiker.
- Jeg vidste ikke, at jeg havde en vej ind i politik, før jeg pludselig stod midt i det, fortæller han.
Udover at have været vant til at stille sig frem som fx elevrådsformand eller ordstyrer til valgdebat på VUC Frederikshavn, da han selv var elev, blev han efter en politisk pause organisatorisk aktiv i Venstres lokalafdeling, hvor han var med til at hjælpe som rådgiver ved KV21.
Da partiet skulle finde en ny spidskandidat til KV25, var han med til at lede efter den rette, men da ingen af byrådsmedlemmerne bød sig til, prikkede nogle fra baglandet til Jon Andersen.
- Dengang havde jeg et lederjob, som ikke var foreneligt med også at have et politisk hverv ved siden af, så jeg sagde nej, fortæller Jon Andersen.
Men flere og flere begyndte at prikke til ham, og idéen begyndte at sætte sig.
Efter samtaler med familien valgte han derfor at takke ja til tilbuddet, fandt et nyt arbejde og meldte sit kandidatur. Efterfølgende blev han valgt af Venstres medlemmer – og nu kan han indtage borgmesterkontoret.
Stil skarpt, giv slip, tag fat
Jon Andersen roser sin forgængers folkelighed og evne til at komme ud blandt borgerne og i kommunen. Han selv kommer med en mere forretningsmæssig tilgang til drift.
Selv siger han, at han er rundet af en række ledelsesfilosofier og er meget reflekteret over, hvordan man sætter retning og når mål. Han går til opgaven ud fra den ledelsesmæssige TLT-metode, tight-loose-tight.
- I den første fase handler det om at definere målsætninger, hvad man gerne vil opnå inden for den givne periode, og hvor det handler om at have et fast greb om processen, fortæller Jon Andersen.
Dernæst handler det om at give slip, give plads til at de ansatte kan udfolde deres faglighed, lade de forskellige tilgange og tiltag være med til at lægge vejen mod målet.
- Og når vi så til sidst nærmer os målet eller slutdatoen, så strammer man igen til, sikrer, at vi kommer i mål, indsamler erfaringer og viden, spørger os selv, om vi er endt det rette sted, forklarer Jon Andersen.
Samme tilgang vil Jon Andersen tage til borgmesterjobbet, og han er klar til at rykke kommunen på en række områder.
- Vi har i kommunen en bundplacering på erhvervsvenlighed, en bundplacering i vurderingen af vores ældrepleje og en bundplacering i borgernes tillid til politikere i kommunen. Det er nogle bundne opgaver, hvor vi om fire år skal kunne se, at vi har rykket os.
Selvom Jon Andersen har dyrket atletik i mange år, hvor han lærte, at træning og ens eget input er afgørende for at nå sine mål og resultater, ønsker han ikke ‘olympiadepolitikere’.
- Vi skal ikke kun måles og vejes hvert fjerde år ved kommunalvalget. Succes opstår ikke fra år til år, men fra dag til dag, og det er det, vi skal vurderes på, siger Jon Andersen.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.













