
Af Knud Abildtrup, [email protected]
SYDDJURS: Politikerne i Syddjurs nåede slet ikke at skulle forholde sig til, om det var hensigtsmæssigt at godkende de tvivlsomme boligprojekter fra Randersegnens Boligforening, der er spredt i både Randers, Syddjurs og Norddjurs.
I modsætning til i Randers blev de problematiske projekter ikke godkendt af Norddjurs – hvor forvaltningen anede uråd og ikke fremsendte dem til politisk behandling – men heller ikke i Syddjurs. Dog ikke på grund af betænkeligheder, men på grund af sygdom i forvaltningen.
I midten af august sendte den nu fratrådte forretningsfører i Randersegnens Boligforening ansøgninger om godkendelse af overtagelse af to gange ti rækkehuse i Mørke frem til Syddjurs Kommune. Og sagen nåede ikke at blive forberedt til politisk behandling, før skandalen blussede op midt i oktober.
I alt ti projekter – 88 boliger – viste sig erhvervet af boligforeningen på en måde, der er i lodret strid med lovgivningen for almene boliger. Bl.a. fordi de blev erhvervet, før der forelå den lovformelige kommunale godkendelse, og fordi finansieringen var helt uforsvarlig og i strid med loven.
To måneder er lang tid
- To måneder er lang tid, men vi havde sygdom i forvaltningen, forklarer chef for direktionssekretariatet, Brian Slot, den manglende sagsbehandling over for dknyt.
Han mener iøvrigt ikke, at det havde gjort den store forskel, om kommunen havde godkendt projekterne eller ej:
- Problemet er først og fremmest, hvordan vi nu kan hjælpe de lejere, der allerede er flyttet ind i det ene af projekterne. Og så er det rigtigt, at der er nogle problemer i, at en boligforening direkte planlægger med at overtage et ustøttet byggeri. De skal først og fremmest beskæftige sig med støttet byggeri og kan i særlige tilfælde godt overtage ustøttet byggeri. Men at planlægge med det, som det er foregået her, er en noget ualmindelig procedure. Og det skal vi så ha' rede på nu.
RandersBolig har i et notat til Randers Kommune, der er tilsynsmyndighed for de seks byggerier, der gennemføres i Randers, oplyst, at hvis den belåning, som huslejerne er regnet ud efter, skal lovliggøres, kan det betyde en huslejestigning på op til 45 pct.
Konkurs-trussel
Beboerne - og de kommende beboere - i de kriseramte boligprojekter skal til møde med boligforeningen her i weekenden. Randers Amtsavis kan oplyse, at formanden for Randersegnens Boligforening, Annette Press, gik af for en måned siden - netop på grund af denne sag.
Hun forklarer bl.a. at 'problemerne startede i maj, da et byggefirma henvendte sig, fordi det ikke havde fået penge i forbindelse med et byggeri på Djursland. Samtidig kunne vi i en artikel i Boligselskabernes Landsforenings blad Boligen læse, at det kunne være problematisk for boligforeninger at arbejde med ustøttet byggeri'.
'Bestyrelsen spurgte derfor Svend Aage Nielsen (fratrådt forretningsfører, red.), om der var eller om vi var ved at foretage os noget ulovligt. Svaret var et tydeligt nej. Alt skulle være foregået efter bogen. Pludselig dumpede der en trussel om konkurs mod en af de nyopførte boligafdelinger ind af døren hos boligforeningen. Det var en af de to boligafdelinger , der blev arbejdet med i Syddjurs Kommune.'
RandersBolig administrerer og udlejer almene boliger for syv boligorganisationer, der tilsammen råder over omkring 8.500 boliger i Randers og omegnskommunerne Mariagerfjord, Favrskov, Norddjurs og Syddjurs.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.