dkmedier
dkindkob
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
doi

Omsorgspersonale bliver mobbet

Siden Arbejdstilsynet åbnede en hotline har man mærket en stigning i antallet af henvendelser om mobning

Det er oftest ansatte inden for omsorgsfagene, der søger hjælp hos Arbejdstilsynets mobbehotline, som åbnede for telefonerne i april i år. Behovet for hjælp er stort, og det er både unge og ældre medarbejdere, der løber ind i problemer med mobning, skriver Videncenter for Arbejdsmiljø.

Sygeplejersker, skolelærere, pædagoger eller sosu-assistenter. Det er oftest ansatte inden for omsorgsfagene, der har brug for hjælp til at tackle mobning på arbejdspladsen. Det mærker de tilsynsførende på Arbejdstilsynets (AT) mobbehotline.

20 henvendelser om ugen
I gennemsnit er der 20 henvendelser til hotlinen hver uge. Og selvom der endnu ikke er lavet en endelig statistik, tegner der sig et klart billede af, hvem der har brugt AT's mobbehotline i de syv måneder, den foreløbig har eksisteret.

- Vi får flest henvendelser fra det, vi kan kalde de bløde områder. Fra mennesker der arbejder med omsorg. Og det er nogle barske skæbner, vores tilsynsførende hører om på mobbehotlinen i forhold til mange andre typer skader, vi normalt støder på i AT, fortæller Karsten Bach Christensen, der er callcenterleder i AT.

At det er en blanding af de unge og de mere garvede på arbejdsmarkedet, der henvender sig til AT for at få hjælp til at tackle mobning på arbejdspladsen, er ikke overraskende. Det mener erhvervspsykolog i CRECEA, Eva Gemzøe Mikkelsen.

- Det er helt klassisk og ligner det billede, jeg møder, når jeg er ude på arbejdspladser, fortæller hun.

Overrasket over omfanget 
I AT er callcenterleder Karsten Bach Christensen overrasket over omfanget af problemet med mobning.

- Vi har altid haft henvendelser om mobning i AT, men efter at vi har åbnet hotlinen, er der for alvor kommet hul på problemet. Det er komplicerede sager, vi hører om. Og vi kan se, at det er invaliderende for mange af de mennesker, der udsættes for mobning. De henvendelser, vi får, viser tydeligt, at der er et stort behov for at blive bedre til at forebygge konflikter og mobning ude på arbejdspladsen, fortæller han.

Netop forebyggelse er altafgørende, hvis man vil undgå mobning, supplerer Eva Gemzøe Mikkelsen.

Mobbepolitik er starten
- Ved at indføre en mobbepolitik sender virksomheden et tydeligt signal om, at det her er noget, man tager alvorligt. Og de ansatte får nogle klare retningslinjer for, hvordan de skal agere, og hvem de skal gå til, hvis de oplever mobning. Og det virker forebyggende, vurderer Eva Gemzøe Mikkelsen.

En typisk samtale på AT's mobbehotline varer mellem en halv og halvanden time, vurderer Karsten Bach Christensen. Og de tilsynsførende gør meget ud af at holde fast i, at de ikke er et tilbud om terapi for den mobberamte.

- Mange af de mennesker, der ringer til os, har prøvet alt muligt og været gennem nogle lange opslidende forløb. Derfor handler det om, at vi tager dem alvorligt, lytter og kommer med gode råd. Vi er primært et tilbud om samtale. Men vi gør meget ud af at forklare, at vi ikke er en livline. For problemet skal jo løses ude på arbejdspladsen, siger han.

Undervejs i samtalen sker der ofte det, at der bliver oprettet et klagenotat, som AT siden følger op på.

- Når vi så fører tilsyn med den pågældende virksomhed og ved, at der er problemer med mobning, så husker vi på at tjekke det område også. Og det kan vi sagtens gøre, uden at det menneske, der har ringet til vores hotline, på nogen måde bliver afsløret, siger Karsten Bach Christensen.

Arbejstilsynets mobbehotline

tj

 

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dknyt.dk/artikel/omsorgspersonale-bliver-mobbet

GDPR