dkmedier
dkindkob
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
doi

Slut med kun at gå op i, hvad der går galt

Blandt Holbæks pædagoger og dagplejere er indstillingen nu, at man godt kan arbejde med den pædagogiske faglighed, selv om der er travlt
7. JUN 2010 10.25

HOLBÆK: Projektet er nu afsluttet, men opgaven med at sikre, at de gode erfaringer fortsat bruges og udbredes til alle dagtilbud, fortsætter, oplyser kommunen.

I fagtermer hedder det 'inklusion'. Det handler om den måde vi sammen sikrer, at hverdagen i dagpleje og dagtilbud giver børn gode og trygge rammer, hvor de kan udvikle sig sammen med andre børn, få venner, og være med i leg og fællesskaber.

Inklusionsprojektet startede i begyndelsen af 2007 med 2,7 millioner kroner fra en udviklingspulje under det daværende Familieministerium. Nu er projektet formelt afsluttet og dokumentationsrapporten er færdiggjort.

Udvikling og uddannelse
Målet med projektet var at sikre en bredt anlagt kompetenceudvikling af dagplejere, pædagoger og ledere.

Til forskel fra tidligere former for kompetenceudvikling blev de enkelte medarbejdere imidlertid ikke sendt på et kursus. I stedet blev de del af en projektorganisation, der skulle arbejde praktisk med lokale projekter og bruge de øvrige projektdeltagere som sparringspartnere.

- Det kan til tider være for skrøbeligt bare at sende udvalgte medarbejdere på kursus, når ønsket er at udvikle et helt område. Du kan simpelthen ikke være sikker på, at en enkelt medarbejders viden kan rykke på indgroede vaner i en hel personalegruppe. I vores inklusionsprojekt har både lederniveau og medarbejderniveau været engageret og samtidig har målene været beskrevet på en måde, så vi var sikre på, at der blev sat praktiske projekter i gang. Det har helt klart været med til at sikre succesen og gennemslagskraften, mener Lisbeth Moltzen, der er direktør for børn, unge og familier..

Fokus på 'det vi kan forandre' frem for 'det barnet ikke kan'
Projektorganiseringen og projektmålene har resulteret i en række spændende delprojekter, men frem for alt har den systematiske refleksion over egen praksis og de enkelte projekter medført en ændring i deltagernes syn på sig selv, deres egen faglighed og børn i vanskelige situationer.

En dagplejer fortæller eksempelvis, at et af de metodiske værktøjer, som deltagerne havde lært at bruge i forbindelse med projektet, havde flyttet hendes fokus fra det barnet ikke kunne, til det barnet kunne, og til hvorfor barnet handler som det gør.

- Et af de meget positive resultater af projektet er en ændring fra et mangelsyn til et ressourcesyn i forhold til børn, der skiller sig ud. Når vi taler om inklusion er det jo netop afgørende, at pædagogen eller dagplejeren ikke selv står i vejen for barnets udvikling ved at fokusere på de ting, der går galt.

Og når det handler om børn, der skiller sig ud, følger udviklingen sjældent en lige linje. Her vil der ofte være ting, der i perioder går skævt, siger Ruth Anita Poulsen, der er konsulent i Holbæk Kommune og projektleder på inklusionsprojektet.

Pædagogisk udvikling
Et andet tydeligt resultat drejer sig om pædagogernes og dagplejernes indstilling til mulighederne for at lave pædagogisk udviklingsarbejde og en fornyet oplevelse af, at pædagogik gør en forskel.

I en spørgeskemaundersøgelse i starten af projektet, var der mange deltagere, der efterspurgte mere tid og flere ressourcer for at kunne håndtere hverdagen og specielt for at kunne håndtere de børn, der påkalder sig særlig opmærksomhed. En deltager sagde: 'Uanset hvor meget vi opkvalificerer os, har vi ikke de fornødne ressourcer'.

I den sidste spørgeskemaundersøgelse var stemningen i høj grad ændret til, at man godt kunne arbejde med den pædagogiske faglighed, selvom der var travlt.

- Det er en stor værdi ved projektet, at det har fået deltagerne til at kigge på hverdagen og ændre nogle ting, så den pædagogiske udvikling ikke drukner i travlhed. Nogle gange har det været små ting, der skulle ændres, for at skabe den nødvendige plads. Andre gange har man skullet gå grundigere til værks. Uanset hvad, så viser projektet, at det faktisk kan lykkes at udvikle pædagogikken i en travl hverdag, siger Agnete Dreier (SF), formand for Udvalget for Børn.

Projektet fortsætter lokalt
Selvom inklusionsprojektet nu formelt er afsluttet, er der både lokalt og centralt igangsat initiativer, der skal sikre et fortsat fokus på inklusion.

Blandt andet har flere af deltagerne givet udtryk for, at de fortsat vil arbejde på tværs af børnehusene for hermed at fastholde de nye samarbejdsrelationer. Dermed er der basis for en videre faglig udvikling og erfaringsudveksling.

- Det siger noget om succesen, at projektet nu lever videre ikke bare hos de enkelte deltagere, men også på og mellem institutionerne. Det er jeg sikker på, vil komme børnene i Holbæk Kommune til gode, siger Agnete Dreier, der er formand for Udvalget for Børn, og fortsætter:

- Målet med projektet var at sikre, at flere børn - og helst alle børn - oplever en hverdag i dagtilbud, hvor medarbejderne tager ansvar for, at de bliver en del af et børnefællesskab og hvor de bliver set, hørt og anerkendt for det, de hver især kan. Det mener jeg, vi er kommet rigtig langt med.

Projektorganiseringen har betydet, at vi er kommet bredere ud og dybere ned end ved andre mere traditionelle uddannelsesformer. Det er meget positivt.

For at bakke op om det videre arbejde med inklusion og sikre, at andre også kan lære af projektdeltagernes erfaring, er der lavet en portal under Holbæk Kommunes hjemmeside. Her kan interesserede bevæge sig rundt i en virtuel institution, hvor både erfaringer, metoder og redskaber samt gode tips er samlet. Blandt andet kan man se en række videooptagelser med deltagere, der fortæller om deres erfaringer. Portalen findes på adressen: http://inklusion.holbaek.dk

Projektet er udtaget til særlig evaluering af Dansk Evalueringsinstitut (EVA) med henblik på at udbrede de erfaringer, der er opnået via puljemidler, til alle danske dagtilbud.

 

Målene med projektet var, at:
• Alle deltagere skulle afprøve mindst én pædagogisk dokumentationsmetode.
• Alle deltagende institutioner og dagplejere skulle gennemføre mindst et projekt med fokus på inklusion i børnegruppen.
• Alle udviklingsprojekter skulle evalueres og dokumenteres.
• Alle deltagende dagplejere og institutioner skulle afdække personalegruppernes kompetencer.

Der er anslået arbejdet med 24 projekter, hvor de overordnede temaer har været:
• Relationer mellem børn og voksne
• Ubevidst eksklusion
• Fri for mobberi som inkluderende faktor
• Kompetenceafklaring af medarbejdergruppen

I alt deltog der 134 dagplejere, pædagoger og ledere i inklusionsprojektet. Dagplejerne og pædagogerne var inddelt i en række kompetenceklynger, mens lederne var samlet i et dialogforum. Herudover var der en styregruppe bestående af direktøren for børneområdet, en projektleder fra Analyseafdelingen, distriktsledere og pædagogiske ledere samt en konsulent fra Børnekonsulentcenteret.

To eksterne konsulenter fra Nationalt Videnscenter for Inklusion og Ekslusion (NVIE) har ledsaget projektet fra start til slut og har blandt andet gennemført de i alt seks spørgeskemaundersøgelser, der danner grundlaget for afslutningsrapporten. Herudover har de undervist i de metodiske værktøjer, som deltagerne har benyttet i arbejdet med de lokale projekter.

Alt materiale inklusive evalueringsrapporten er tilgængeligt på inklusionsportalen: http://inklusion.holbaek.dk


Foto: http://www.flickr.com/photos/goldberg/

ka

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dknyt.dk/artikel/slut-med-kun-at-gaa-op-i-hvad-der-gaar-galt

GDPR