Kommunen.dk
DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Social
DK Indkøb
DK Sundhed
DK Teknik
DK Økonomi
DK IT
DK Job

Ny direktør for Filadelfia

I dag tiltræder Jens-Otto Skovgaard Jeppesen som ny direktør - efter Flemming Christensens farvel til epilepsihospitalet

SJÆLLAND: Bestyrelsen har lagt vægt på den brede, solide og relevante baggrund, som Jens-Otto Skovgaard Jeppesen har fra sygehus- og forvaltningsverdenen.

- En viden og erfaring der gør ham velegnet som Filadelfias nye administrerende direktør, siger Filadelfias bestyrelsesformand Kjeld Møller Pedersen i en pressemeddelse.

Jens-Otto Skovgaard Jeppesen har et omfattende kendskab til det danske sygehusvæsen, et kendskab han især har opbygget gennem de 15 år (1994-2009), hvor han var administrerende direktør på Odense Universitetshospital.

Før Odense Universitetshospital var han i knap syv år ansat i det daværende Fyns Amt, som vicedirektør for sundhedsområdet, og han var også aktivt involveret i sundhedsudviklingen på amts- og landsniveau.

Efter en kortere forskningsperiode inden for sundhedsøkonomi på universitetet i Odense begyndte Jens-Otto Skovgaard Jeppesen sin erhvervskarriere i Odense Kommune, hvor han var ansat igennem seks år, først som økonomi- og planlægningskonsulent og de sidste to år som kontorchef i stadsdirektørens kontor.

- I bestyrelsen ser vi frem til et frugtbart og udbytterigt samarbejde med Jens-Otto Skovgaard Jeppesen, og vi glæder os til sammen at tage fat på de udfordringer, som Filadelfia står overfor, siger Kjeld Møller Pedersen.

Jens-Otto Skovgaard Jeppesen er 55 år og kandidat i økonomi fra Odense Universitet. Han kommer fra en stilling som vicedirektør inden for Velfærdsinnovation i Region Syddanmark, som han har varetaget siden 2009.

krn