Patientgruppe uden stor prestige?

Af Sytter Kristensen

Kære Bent Hansen

Situationen omkring fremtidens behandlingsmuligheder for epileptikere med udviklingshæmning i Danmark er alvorlig. Nedlæggelsen af afdelingen Havehuset på epilepsihospitalet Filadelfia vil med stor sikkerhed få den konsekvens, at nogle af samfundets allermest sårbare borgere efterlades uden et trygt og kvalificeret behandlingstilbud. Den situation håber jeg, at du føler et medansvar for at rette op på.

Sundheds- og forebyggelsesministeren har udtalt, at der findes den nødvendige ekspertise til behandlingen af udviklingshæmmede epileptikere på syv af landets sygehuse. Denne udtalelse må skyldes dårlig rådgivning til ministeren. For realiteten er jo - hvilket også synes at blive dokumenteret af TV2 Øst i onsdags - at der måske nok findes en vis viden om epilepsi og udviklingshæmning på de syv omtalte sygehuse.

Men reel erfaring med håndtering af den samlede behandlingsopgave i forhold til denne gruppe patienter er jo ikke til stede på disse sygehuse. Foruden den specialiserede viden og erfaring med epilepsi blandt udviklingshæmmede handler det jo også om helt grundlæggende indsigt i og erfaring med denne særlige målgruppe: Samværet, kommunikation osv. med patienterne

Astronomiske budgetter
Den erfaring kan naturligvis opbygges. Men det vil tage lang tid - og det vil koste langt mere end at opretholde Havehuset på Filadelfia. I opbygningsperioden, som vil tage flere år, vil mange epilepsipatienter med udviklingshæmning være overladt til utilstrækkelig behandling og dermed blive udsat for et fundamentalt omsorgssvigt.

Det er i øvrigt tankevækkende, at nedlæggelsen af Havehuset og spredningen til syv sygehuse landet over, pludselig er blevet regionernes svar på bevarelsen og videreudviklingen af højt specialiserede behandlingsformer. Når det gælder andre, måske mere præstigeprægede behandlinger, som fx hjertekirurgi, så er den eksplicitte strategi helt modsat, nemlig centralisering.

Årsagen til at vi befinder os i denne situation er åbenlyst den manglende økonomiske prioritering fra Region Sjælland og fra landets øvrige regioner. Der har tydeligvis ikke været politisk vilje i regionerne til at prioritere de nødvendige ressourcer til opretholdelsen af et lille, men højt specialiseret, fagligt miljø som Havehuset. Og det er jeg mildest talt forundret over. Krise eller ej: Regionernes sygehusbudgetter er astronomiske, og selvfølgelig kan det lade sig gøre at finde de relativt beskedne midler, vi her taler om - det handler blot om en smule politisk vilje.

Ligegyldighed?
Jeg kan kun gætte på årsagerne til regionernes manglende vilje til at ville prioritere opretholdelsen af Havehuset. Skyldes det dårlig rådgivning på linje med det, vi tilsyneladende ser i Sundhedsministeriet? Eller er der snarere tale om ligegyldighed overfor en patientgruppe, som er mindre prestigefyldt?

Uanset hvad grunden er, så efterlader det ikke et billede af regionerne som ansvarlige i forhold til den nødvendige sikring af viden og ekspertise i relation til specialiserede indsatser for mennesker med udviklingshæmning. Det er nedslående. Og i lyset af Danske Regioners tydelige ambitioner om at generobre en del af ansvaret for det specialiserede socialområde, så er det faktisk også overraskende.

Men kære Bent Hansen, det er ikke for sent endnu. Du kan sagtens nå at rette op og sikre bevarelsen og videreudviklingen af et livsvigtigt behandlingstilbud for nogle af samfundets mest udsatte borgere. Du behøver blot at 'gribe knoglen' og gøre dine kolleger i de øvrige regioner begribeligt, at der må findes en ny forhandlingsløsning med Filadelfia. Nu!


Landsformand for LEV, Sytter Kristensen