Regeringen har præsenteret de første elementer fra det kommende boligpolitiske udspil. Et element kommer til at være, at regeringen vil hæve rammebeløbet. Det siger finansminister Nicolai Wammen (S), social- og boligminister Sophie Hæstorp Andersen (S) og overborgmesterkandidaten Pernille Rosenkrantz-Theil (S) til DR.
Det fremgår ligeledes af et notat fra Finansministeriet og Social- og Boligministeriet, som TV2 har set.
Dermed vil regeringen hæve maksimumbeløbet ved byggeri af almene boliger.
Det nuværende niveau har tidligere betydet, at der ikke har kunnet bygges tilstrækkeligt med almene boliger i fx København, hvilket har fået kritik fra flere sider.
Helt konkret foreslår regeringen, at det skal være muligt i hovedstadsområdet og Aarhus Kommune at overskride rammebeløbet med 20 pct. Muligheden skal gælde i ti år, men gradvist udfases. På landsplan opjusteres rammebeløbet med én pct., som følge af at der er kommet nye klimakrav til alment boligbyggeri.
Derudover skal rammebeløbet reguleres i forhold til prisudviklingen hvert kvartal i modsætning til i dag, hvor rammen justeres en gang årligt. Ifølge regeringen skal det reducere risikoen for, at byggerier går i stå som følge af prisudviklingen, skriver Politiken.
København mangler 75.000 boliger i 2060
Her har det statslige loft for støttet boligbyggeri tidligere gjordt det svært at få økonomien til at hænge sammen, når der skal bygges i København og Aarhus. Det vil regeringen nu gøre op med, og det får ros fra EjendomDanmark.
- Det er et stort plus, at der fra politisk side fremlægges løsninger, som gør en forskel i virkelighedens verden. Behovet for flere boliger er dog så massivt, at det fremlagte ikke nødvendigvis får os helt i mål. Dog sætter jeg stor pris på regeringens lydhørhed i processen, siger Peter Stenholm, adm. direktør i EjendomDanmark.
Alene i København vil der mangle op til 75.000 boliger frem mod 2060.
Derfor har EjendomDanmarks budskab til politikerne undervejs været, at det er nødvendigt at skabe gunstige vilkår for at øge udbuddet af boliger – blandt andet ved at fjerne nogle af de benspænd, der forhindrer nybyg, og ikke tilføjer noget, der kunne have en negativ effekt på skabelsen af flere boliger:
- Det er helt afgørende, at vores boligpolitik tager udgangspunkt i fremtidens boligbehov. Derfor er vi glade for, at udspillet har fokus på at løse nogle af de udfordringer, som lige nu står i vejen for flere boliger, siger Peter Stenholm.
Syltede selv forslag
Sammen med Aarhus-borgmester Anders Winnerskjold (S) opfordrede Pernille Rosenkrantz-Theil i sidste måned partifællerne i regeringen til netop at hæve loftet for byggeri af almene boliger i storbyerne. De to borgmesterkandidater har begge gjort det klart, at det er en mærkesag at øge antallet af boliger i de store byer og dermed modvirke de høje boligpriser.
Pernille Rosenkrantz-Theil har dog fået kritik for sit indspark, da hun som minister ikke selv valgte at handle på lignende opfordringer om at hæve rammebeløbet for almene boliger. Det skriver TV2.
Allerede i december 2022, da Pernille Rosenkrantz-Theil tiltrådte som boligminister, modtog hun et brev med forslag fra borgmestrene i København, Aarhus, Odense og Aalborg. Konkret foreslog de fire borgmestre blandt andet at sætte et loft over andelen af private udlejningsboliger, "så vi kan sikre en blandet boligsammensætning i vores byer".
Derudover blev emnet bragt op i en task force for hurtigere alment byggeri i København, som allerede blev nedsat i 2022 som et samarbejde mellem Københavns Kommune og regeringen. Her har Pernille Rosenkrantz-Theil blandt andet holdt møder med Enhedslistens miljø- og teknikborgmester, Line Barfod, og daværende overborgmester og partifælle Sophie Hæstorp Andersen, der i dag er boligminister.
- Pernille Rosenkrantz-Theil gjorde intet for at løse problemet med de stigende boligpriser i København, da hun var boligminister. Hun har tværtimod modarbejdet, at vi fik bygget flere almene boliger, da hun som boligminister nedlagde den task force, der arbejdede for, at vi kunne bygge flere almene boliger i København, siger Line Barfod til TV2, ligesom hun kalder udspillet fra Rosenkrantz-Theil for "en kopi af de forslag, vi har presset på for".
esl
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.




















