KV21: De Konservative kan overraske - og har udpeget seks spidser
Torsten Nielsen, Viborg
Foto: Johan Gadegaard, Jysk Fynske Medier, Ritzau Scanpix

KV21: De Konservative kan overraske - og har udpeget seks spidser

En af dem har været borgmester før, tre har været deres partis spids før, to skal forsøge for første gang. Tjek KV21-status i Viborg, Nordfyn, Roskilde, Egedal, Frederikshavn og Ringkøbing-Skjern.
6. FEB 2020 6.20
TEMA: KV21

De helt store borgmesterpartier er S og V, men også De Konservative gør sig gældende, når det handler om at erobre borgmesterposter. Somme tider som deciderede overraskelser i nye konstellationer.

En af de kommuner, der har haft K-borgmester, er Viborg, hvor Torsten Nielsen i 2014 afløste Søren Pape Poulsen midt i en byrådsperiode. Torsten Nielsen er fortsat i byrådet og er igen spids i Viborg, hvor K har hele syv ud af 31 pladser. Nu er Ulrik Wilbek (V) borgmester.

I Nordfyn er Anders Thingholm (K) igen K-spids. Han fik ved KV17 partiets ene plads og slog veteranen, teknisk udvalgsformand Franz Rohde. Morten Andersen (V) er borgmester.

I Roskilde er veteranen Lars Lindskov spids igen, som han også var ved KV17. Partiet har her tre pladser - to efter KV17 og så en partihopper - og Tomas Breddam (S) er borgmester.

I Egedal er formand for kultur-og erhvervsudvalget Charlotte Haagendrup udpeget som K-spids igen - det var hun også ved KV17. Her har K to mandater, og borgmester er Karsten Søndergaard (V). 

I Frederikshavn er den i byrådssammenhæng uprøvede John Lamp Henriksen nyvalgt K-spids til et byråd, hvor den hidtidige enlige K-politiker Peter E. Nielsen forlod partiet af netop den grund - og i dag er løsgænger. Borgmester er Birgit S. Hansen (S).

I Ringkøbing-Skjern er det tidligere V-politiker Lennart Qvist, der er ny K-spids. Han forlod V utilfreds med organisationens tops manglende opbakning til ham som kredsens folketingskandidat og meldte sig ind hos K efter godt et år som løsgænger. Han er nu ene K-politiker i byrådet, og borgmester er Hans Østergaard (V).

I to kommuner skal De Konservative finde nye spidser: I Frederiksssund stiller Ole Søbæk ikke op igen. Her har K to pladser, udover Søbæk en tilløber fra S. Klaus Kørvel og Niels Martin Viuf har ifølge Frederiksborg Amts Avis meldt sig i opløbet.

I Varde har veteranen Niels Christiansen ifølge JydskeVestkysten meddelt, at han efter 22 år ikke stiller op igen - i hvert fald ikke som spids. Han er nu 64 år og har fem gange stået i spidsen for en liste, først dog for en lokalliste i daværende Blaabjerg Kommune. I dag er han ene K-politiker i byrådet, hvor Erik Buhl (V) er borgmester.


Læsere, der kender til flere gennemførte udpegninger af nye borgmesterkandidater eller tilsvarende nyheder fra de store oppositionspartier, er velkomne til at give lyd til [email protected]

 

 

 

 

 

 

Stillinger fra Lundgaard Konsulenterne
dkjob
www.mercuriurval.com
Fordi mennesker betyder alt