Poul Erik Mouritzen:
Kollektive aftaler forsvinder

- Det er ikke det bedste, men det mest realistiske scenario. Sådan vurderer professor ved Statskundskab på SDU, Poul Erik Mouritzen, fremtiden for budgetamarbejdet om kommunernes økonomi.

Den økonomiske aftale mellem Regeringen og et flertal i KL blev igen brudt – i år med1,5 milliard. Allerede da den blev indgået, lå det i aftalen, at et brud ville blive modsvaret af et tilsvarende træk i bloktilskud.

Mens regeringen havde tænkt sig at føre den del af aftalen ud i livet, lovede oppositionen inden valget syndsforladelse for overskridelserne – bedre velfærd og underfinansiering af gamle amtsopgaver.

Få dage før 13. november prioriterede regeringen sin ege politiske overlevelse og var pludselig parat til at æde merforbruget. I det mindste blev spørgsmålet om konsekvenserne udsat til 2009.

Ingen individuelle forhandlinger
Flere politikere – bl.a. Poul Nødgaard (DF) og Michael Aastrup Jensen (V) - har ønsket KL’s rolle som aftalepartner stoppet og erstattet med individuelle forhandlinger med de enkelte kommuner. Den tror Poul Erik Mouritzen dog ikke på:

- Der vil være så lidt at forhandle om, at det ikke kan kaldes forhandlinger, men reelt diktater. For hvis Assens skal kunne forhandle sig til et bedre resultat, skal Odense så tilsvarende have et ringere, eller hvad?

Kvoter er hen i vejret
Såkaldt ”omsættelige udgiftskvoter” – som kommunerne indbyrdes kunne handle med, kalder han helt hen i vejret. Forslaget får ikke hans opbakning som afløser for det nuværende system, hvor kommunerne mere end nogensinde er splittet: Nordsjællændere mod jyder. Tabere og vindere i udligningsreformen. Artige og uartige i forhold til den kollektive aftale. Og så dem, der har været artige i flere år, og netop nu synes, det må være deres tur til at hæve skatten.

At lade der være totalt frit slag for kommunerne til at sætte skatten op og ned er i hans øjne også dødfødt. En finansministers ønske om at have blot nogen kontrol med det offentlige udgiftsniveau er i hvert fald dermed røget sig en tur.

Han beskriver den øjeblikkelige status sådan, at ingen tager ansvar for noget som helst. Og at den enkelte kommune handler individuelt rationelt, mens den kommunale sektor kollektivt handler irrationelt.

Kollektivt selvmord
- Det bedste var i mine øjne sådan set at fortsætte med det nuværende aftalesystem, som jo langt hen ad vejen fungerede indtil begyndelsen af 90’erne. Indtil da så man mellem 40 og 100 kommuner årligt, der sænkede skatten. Men siden 1993 har der højest været ti hvert år. Hvad der er årsagen, kan jeg ikke forklare entydigt, men kommunerne er i mine øjne selv skyld i, at systemet er brudt sammen. De har begået kollektivt selvmord på det kommunale selvstyre.

Kommunerne oplevede i kølvandet på opgave- og strukturreformen at få deres skatteprocenter i 2007 nøjagtigt fastlagt ovenfra, og professoren fra SDU udelukker ikke, at den model igen kan komme i spil – med forudsigelig kraftig modstand fra kommunerne til følge.

- Man kunne også gøre som i Norge, hvor kommunerne har en maximum-procent, de må udskrive, og som langt de fleste så følger. Men mest tror jeg på, at der inden længe kommer en lovgivning, hvor kommunernes økonomi lægges i helt faste rammer – som regionerne, der jo heller ikke længere har ret til skatteudskrivning.

Strukturreform II
I forvejen kommer en væsentlig del af kommunernes indtægter fra bloktilskud og indbyrdes udligning, hvor et utal af forudsætninger – fra antal kilometer af veje, antal indvandrere og demografi – skal rette op på skævheder. Og Mouritzen påpeger, at de rige kommuner i dag faktisk stadig råder over omkring en tredjedel af deres rigdom, også efter udligingerne.

At afskaffe kommunernes ret til selv at udskrive skat vil bringe landet nærmere en såkaldt enhedsskat. Mouritzen er på det rene med, hvor stor politisk modstand, forslaget vil få, men vurderer, at Fogh-regeringen på den måde vil være parat til en strukturreform II – vedtaget med et snævert flertal.

- Men hvis jeg var statsminister, der hvert efterår skulle stå for skud – og få skylden for forringelserne i det offentlige, ville jeg – uanset partifarve – kraftigt overveje et andet system.