HVIDOVRE: Hvidovres budget for 2012 betyder, at Hvidovre-borgerne kan se frem til en uændret skat og en stor set uændret kommunal service på de store kerneområder: Skoler, børnepasning og ældrepleje. Til gengæld er der fundet besparelser for cirka 17 mio. kr. bl.a. på en række effektiveringstiltag.
Budgettet blev vedtaget af et flertal i Kommunalbestyrelsen tirsdag aften på baggrund af en budgetaftale imellem Socialdemokraterne, SF og Liste T.
- Vi har fundet de nødvendige besparelser og så heller ikke mere, siger borgmester Milton Graff Pedersen (S).
De nødvendige besparelser på cirka 17 millioner kroner er bl.a. udmøntet som administrative besparelser. Det gælder bl.a. besparelser som følge af en øget digitalisering og effektivisering af en række interne procedurer bl.a. kommunens rekruttering.
På børne- og ungeområdet er der budgetteret med besparelser på cirka 3,8 mio. kr., som skal findes ved at følge op på analysen af det specialiserede undervisningstilbud til børn og unge bl.a. med en strammere styring og visitering til tilbuddene - og en omlægning af ungeindsatsen f.eks. i forhold til anbringelse og Ungekontakten.
Øget busdrift
Selvom der har skullet findes besparelser, er der dog blevet plads til nye tiltag i næste års budget.
- Vi får forhåbentlig mulighed for at energirenovere og opdatere vores institutioner og skoler i forbindelse med et såkaldt ESCO-projekt, hvor vi gennem et offentligt-privat samarbejde får skabt bæredygtige energiforbedringer, som økonomisk hviler i sig selv, siger borgmester Milton Graff Pedersen.
Der er desuden afsat penge til Hvidovre Kommunes deltagelse i en kommende filmfond i Hovedstadsområdet. Og så bliver der i 2012 øget busdrift til Avedøre Stationsby, et nyt Quark-Center som erstatning for det nuværende og igangsætning af et nyt bymidteprojekt omkring Risbjerggård.
Fakta om budget 2012:
Skatteprocent: 25,6
Kirkeskat: 0,72
Grundskyldspromille: 32
krn
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.